Juletiden nærmer sig, og igen i år kan vi forvente, at en ikke ubetydelig del af de danske juleindkøb bliver foretaget på nettet.
Eksempelvis viser en undersøgelse foretaget af Post Danmark, at fire ud af ti danskere i år forventer at købe deres julegaver på nettet.
Nethandel har mange fordele, men det er dog også en shopping-metode, der kan være præget af ventetid og usikkerhed: For kan jeg nu være sikker på, at pakken kommer frem til tiden, og hvordan sikrer jeg mig, at jeg er hjemme den dag, hvor pakkeposten kommer?
En del af denne usikkerhed kan elimineres ved løbende at bruge fragtfirmaernes trackingfunktion til at tjekke, hvor pakken befinder sig i øjeblikket.
Men du kan gøre livet endnu lettere for dig selv, hvis du bruger en særlig app, der løbende holder dig orienteret om, hvor din pakke befinder sig og, om hvornår pakken ankommer til din hoveddør.
Disse såkaldte tracking-apps giver dig et samlet sted, hvor du får hurtig adgang til at tjekke op på alle dine forsendelsen. Du kan løbende tjekke dine pakkers bevægelser, og du kan få notifikationer, når pakken ankommer til et nyt sted.
Eksempelvis når en pakke fra udlandet ankommer til en dansk postcentral. Og tilmed er det hele ofte pakket ind i en lækker brugerflade.
Vi har taget et kig på en række af de bedste tracker-apps på markedet.
Deliveries
Hvis du er Mac-bruger eller iPhone-bruger, så kan vi varmt anbefale app'en Deliveries. Den udmærker sig især ved, at den ikke alene understøtter verdens helt store fragtfirmaer, men også understøtter Post Danmark og GLS, der er de to største herhjemme.
Appen er formodentligt den bedste af sin slags i øjeblikket, men desværre findes Deliveries kun til iPhone, iPad og Mac. Appen har en super lækker og overskuelig brugerflade, der gør det til en leg at holde styr på, hvor din pakker befinder sig.
Du kan desuden indstille appen til at give dig notifikationer hvergang din pakke ankommer til en ny destination.
Mac-udgaven af Deliveries koster 32 kroner på Apple Mac App Store, og ønsker du også iOS-udgaven, må du punge ud med yderligere 32 kroner.
For at tracke din pakke skal du blot indtaste den trackingkode, som de fleste webshops udstyrer dig med, når pakken er blevet afsendt. Herefter finder appen straks ud af, hvor pakken befinder sig netop nu, og holder dig underrettet om din pakkes færd fra lagerhallen til dit dørtrin.
Hvis du har handlet på en af de store webshops som Amazon og Apple Store, kan du tilmed indtaste dit ordrenummer i stedet for et tracking-nummer, hvilket betyder, at du kan holde øje med din ordre allerede fra før, at den bliver afsendt.
IOS-udgaven har de samme funktioner, og oplysningerne bliver synkroniseret via iCloud på tværs af enhederne, så du behøver kun at indtaste din ordre på den ene af enhederne.
Hent iOS-udgave af Deliveries her.
Hent Mac-udgaven af Deliveries her.
Deliveries Package Tracker
Især hvis du har brug for en pakke-tracker-app til Android, der understøtter store danske fragtvirksomheder som Post Danmark og GLS, så er Deliveries Package Tracker en af de bedste.
Du skal blot indtaste dit tracking-nummer og vælge dit fragtselskab, og herefter fungerer app'en upåklageligt.
Selvom det er et vist navnesammenfald mellem Deliveries Package Tracker til Android, og Deliveries til iOS og Mac, så har de to apps intet med hinanden at gøre.
Brugerfladen er dog ikke så lækker, som i Deliveries til iOS, og app'en har heller ikke en desktop-app, som den kan synkroniseres med.
Deliveries Package Tracker findes desuden i en reklamebaseret gratis udgave. Ønsker du derimod at få den uden reklame, må du punge ud med et såkaldt "in-app-purchase" på 11 kroner.
Hent Deliveries Package Tracker til Android her.
Google Now
Google Now er en ret genial Google-tjeneste, der ved hjælp af data fra din telefon og din mail-indbakke hele tiden giver dig relevante oplysninger, der gør din dagligdag lettere. Google Now kan fortælle dig om den hurtigste vej hjem, opdatere dig om ændringer i dine flyafgange og naturligvis kan Google Now også holde styr på dine forsendelser.
Der er dog en række ulemper ved Google Nows tracking-funktion. For det første lader den ikke til at virke med forsendelser fra danske butikker. Den registrerede i hvert fald ikke vores indkøb i en dansk webbutik, da vi testede tjenesten. Til gengæld ser funktionen ud til at virke fint, hvis du foretager bestillinger fra eksempelvis Amazon.
Derudover kræver Google Now, at du har en e-mailadresse hos Gmail.
Hvis Google Nows skal fungere optimalt som tracking-tjeneste, så skal dine kvitteringer nemlig sendes til en Gmail-adresse. Herefter vil Google Now automatisk registrere kvitteringen, finde trackingnummeret samt oprette et såkaldt "kort", der oplyser dig om, hvad status er på din pakke.
Google Now er integreret i Android fra udgave 4.1 Jelly Bean, men Google Now findes også til både iOS og ældre udgaver af Android. Det kræver blot, at du downloader Googles søgemaskine-app, der både findes til Android og iOS.
Hent Googles app til iOS her.
Hent Googles app til Android her.
Slice
Ligesom det er tilfældet med Google Now, så behøver du ikke indtaste dit trackingnummer i Slice. I stedet skal du give tjenesten adgang til din e-mail-konto hos Gmail, iCloud, Hotmail/Outlook eller Yahoo.
Herefter identificerer tjenesten automatisk dine ordre-mails fra diverse webshops og finder trackingnummeret i mailen. Det vil sige, at den helt af sig selv begynder at tracke en ordre, når ordrebekræftelsen havner i din indbakke. Hvis Slice ikke er i stand til selv at identificiere ordren, kan du også selve indtaste tracking-nummeret manuelt.
Men ligesom med Google Now, så understøtter Slice ikke de store danske pakkedistributører, hvilket naturligivs trækker voldsomt ned, og det betyder, at Slice langt fra er det optimale valg for danske webshoppere.
Slice kan dog mere end blot at tracke din mail. Tjenesten giver dig også et statistisk overblik over din digitale indkøbsvaner og kan fortælle dig, hvor mange penge du bruger internet-shopping og hvilke type varer, som du køber flest.
Du kan få adgang til Slice ved at logge ind på Slice.com, men tjenesten findes også som app til iOS og Android Desværre er iOS-appen ikke tilgængelig i den danske udgave af Apples App Store.
Læs også:
Her er Googles nye post-drone - skal flyve pakker lige til din dør
Bliv "first mover": Sådan får du de nyeste gadgets fra udlandet
Derfor sender netbutikker hukommelseskort i gigantiske papkasser