Hong Kong-koncernen Hutchison Whampoa, som ejer mobilselskabet 3 - i Danmark sammen med svenske Wallenberg - advarer om, at selskabets tab på 3G-satsningen vil toppe i indeværende år. Det skriver Financial Times.
Sidste år blev tabene heller ikke småpenge, nemlig næsten 14 milliarder kroner. Samtidig noterede koncernen et fald i indtjeningen før skat på 44 procent.
Men det bliver værre, fastslår Li Ka-Shing, hovedejer af Hutchison Whampoa og Asiens rigeste mand.
- Vi vil tabe endnu mere i 2004, siger han til Financial Times.
De voksende tab kan tvinge koncernen til at sælge fra i andre forretningsområder, hvis 3G-satsningen skal understøttes økonomisk. Der har været spekuleret i, at et salg af det profitable canadiske olieselskab Husky Energy kunne komme på tale, men det afviser Li Ka-Shing indtil videre.
Samtidig overvejer Hutchison Whampoa at introducere visse dele af japanske Docomos Imode-system i Hong Kong. Det kan ses som et forsøg på at afværge, at den japanske parter sælger sin del af mobilselskabet til Hutchison, sådan som japanerne har luftet.
Det skulle være begrundet i, at Hutchison ikke har introduceret Imode i Storbrittanien, hvor mobilselskabet 3 nu endelig er begyndt at se lidt fremdrift i kundetilgangen, skriver Financial Times.
Herhjemme har 3 fornyligt oprustet salgsstyrken oven på en aggressiv markedsføringskampagne. De hidtil offentliggjorte tal viser, at 3 fik 3.425 kunder i sine første tre måneder på det danske marked.