Allerød-firmaet Netteam har købt konkurrenten Dansystem A/S, som har til huse på Frederiksberg.
Begge selskaber sælger, etablerer og rådgiver om netværks- og sikkerhedssystemer, herunder eksempelvis IP-telefoni og hjemmearbejdspladser.
Netteam kommer med købet op på 12 ansatte.
En medarbejder var allerede hyret fra konkurrenten, og med købet følger endnu to ansatte fra Dansystem, hvis direktør og medstifter Kåre Dinesen har valgt at søge andre udfordringer efter 21 år i firmaet.
Han bliver i stedet direktør i selskabet Scandinavian Micro Parts.
Netteam selv har kun godt to år på bagen, men alligevel mener direktør og stifter Peter Durup, at selskaberne matcher hinanden godt.
- Vi ligner hinanden, og jeg kender selskabet fra dets mange år i branchen. Vi får en god kundeportefølje med i købet, siger Peter Durup.
Han ønsker ikke at oplyse selskabets præcise omsætning, men sætter den til den pæne side af 20 millioner kroner. Både offentlige og finansielle virksomheder er med i kundeporteføljen af små og mellemstore virksomheder.