Færre spillere på det danske CMS-marked

Markedet for systemer til at styre store websteder, content management (CMS), er inde i et udskilningsløb. I forhold til sidste år er der nu kun halvt så mange systemer, der opfylder tidens krav, viser en ny analyse.

Udvalget på det danske marked for systemer til at styre publiceringen på store websteder, content management (CMS), er halveret. Det viser en ny analyse.

Ifølge rapporten fra konsulenthuset BNP, som lever af at rådgive virksomheder om valg af content management-systemer (CMS), bliver systemerne desuden mere avancerede og fleksible.

Samtidig bliver producenterne mere afhængige af at have de bedste konsulenter til at implementere CMS-systemerne.

Fra 82 til 42 systemer

BNP har foretaget en kvalitativ analyse, der lægger vægt på både tekniske, forretningsmæssige og brugermæssige krav. Samtidig kræves det, at der findes danske implementeringer af systemet.

I år fandt kun 42 CMS-systemer nåde for konsulenternes blik mod hele 82 året før. Dermed kan man nu begynde at se den konsolidering i markedet, som allerede har været spået gennem flere år, konstaterer Lars Pedersen fra BNP.

- De systemer, som vi har undersøgt, har de kvaliteter, som man bør kunne forvente på dette udviklingstrin samt en eller anden form for dansk kundekreds samt serviceleverandører, siger han.

Blandt de tendenser, som konsulenterne ser på markedet, er, at kunderne vælger standardsystemer, hvis de køber nyt eller skifter eksisterende systemer ud.

- De færreste egenudvikler, for det tager to-tre år, før man har noget brugbart. Og så risikerer man jo at finde problemer, der skal kodes om fra bunden, siger Lars Pedersen.

Han påpeger samtidig, at der er kommet mere fokus på CMS som en udviklingsplatform i stedet for en pakkeløsning.

CMS som virksomhedens interface

Det sker i høj grad, fordi virksomhederne anvender CMS-systemet som en form for interface til de øvrige forretningssystemer, og det kræver stor fleksibilitet i CMS-systemet.

- CMS-systemet skal være så dynamisk, at man ikke skal til at pille ved indholdet i eksempelvis ERP-systemet, siger han.

Salget af systemerne er desuden stærkt afhængigt af, at de konsulenter, der skal implementere CMS hos kunderne, kan deres kram og kender systemerne til bunds.

Den faktor kan ligefrem gøre det svært for store internationale CMS-spillere at komme ind på det danske marked og få de rigtige partnere til implementeringerne, mener han.

- Samtidig er der nok en tendens til, at folk køber mere lokalt. Ikke mindst fordi visse danske systemer er kommet op i en international liga. Det er dog ikke ret mange - højst fem - der har potentialet til også at slå igennem internationalt, vurderer Lars Pedersen.

Open source-tendenser

Han noterer sig også, at CMS-systemer generelt er ved at udvikle open source-agtige tendenser, hvor kunderne kræver adgang til fuld dokumentation for indhold og mulighed for egenudvikling på standardsystemer.

Til gengæld halter de open source-baserede CMS-systemer stadig bagefter, selv om udskilningsløbet også i dette segment betyder, at kunderne klumper sig sammen om bestemte platforme og serviceleverandører, mener han.

Men generelt er der altså stadig ting, som ikke er helt på plads i open source-systemerne. Der er mere fokus på det tekniske end det kommunikative, og serviceleverandørerne mangler traditionelle dyder som projektledelse.

- Det kræver derfor mere af kunden at vælge open source, siger Lars Pedersen.

Hos CMS-leverandøren Synkron nikker direktør Thomas Marshall genkendende til flere af de nævnte trends. Han påpeger, at selskabet har fyret langt den overvejende del af sine hidtidige leverandører inden for det sidste år.

- Tilgangen har meget været, at konsulenterne bad kunden vælge mellem 10 systemer i stedet for, at de specialiserede sig i et. Så vi har valgt at gå fra at have 84 forhandlere til en håndfuld, som så opbygger en større kompetence med vores produkt, siger han.

Den strategi har givet Synkron et løft i salget på 300 procent, hævder direktøren.

Markedet er meget uensartet

Hos konkurrenten Sitecore mener direktør Michael Seifert, at det er meget svært at udtale sig om CMS-markedet generelt, fordi der er tre forskellige segmenter, som har meget forskellige kvaliteter og som hver kan have sin berettigelse hos forskellige kunder.

Nogle har nok i en ud-af-kassen-løsning fra et reklamebureau, mens andre har et CMS-system, som i bund og grund er vokset ud af et dokumenthåndterings-system.

For hans eget segment, CMS-systemet som udviklingsplatform, er serviceleverandøren helt klart også en faktor.

- Vi uddanner og certificerer alle vores serviceleverandører selv, og vi træner både deres sælgere og udviklere. Det skal også til, for at man kan levere en fornuftig løsning, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere