Sidste år kom den mobile quad-core-processor Tegra 3 fra Nvidia. Det var den første fire-kerne-model fra Nvidia til smartphones og tablet-pc'er. Nu har Nvidia præsenteret efterfølgeren på Consumer Electronics Show i Las Vegas.
Nvidia beskriver selv den nye Tegra 4 som "verdens hurtigste mobile processor". Den indeholder fire A15 cpu-kerner (ARM), 72 grafik-kerner og et integreret 4G LTE-modem. I forhold til Tegra 3 er antallet af grafik-kerner seksdoblet.
Foruden de fire normale processor-kerner er der også en femte kerne, der overtager særlige opgaver for at skåne batteriet.
I forhold til Apples egen A6X-processor, der bruges i den aktuelle iPhone 5, skulle den nye Nvidia-processor være omkring 10 procent hurtigere.
Men den store forskel ligger i grafik-behandlingen. Nvidia viste en demonstration med HDR-fotos, hvor kameraet tager to billeder og kombinerer dem til ét foto. Det tager to sekunder med en iPhone 5 og kun 0,2 sekunder med Tegra 4.
Forgængeren Tegra 3 bruges i mange aktuelle produkter som Microsoft Surface RT og Google Nexus 7. Den store rival på det mobile chip-marked er Qualcomm, mens Apple bygger sine egne processorer med ARM-teknologi.
Ny håndholdt konsol
Den store overraskelse i Las Vegas var, at Nvidia kunne præsentere sin egen håndholdte spil-computer med Tegra 4. Den såkaldte Shield (Project Thor) ligner en konkurrent til Nintendos 3DS og PS Vita fra Sony.
Shield har et fem-tommers multitouch-display med 720p og de typiske knapper og kontrolpinde, som man kender fra spilcontrollere. På bagsiden er der en mikro-USB-port og HDMI.
På sit pressemøde kunne Nvidia demonstrere en fungerende prototype, der blev koblet til et 4K-fjernsyn og spillede en trailer i høj opløsning fra den kommende film "After Earth".
Den nye spilcomputer kører med Android (Jelly Bean), og batteriet skulle holde i mellem 5 og 10 timer (eller det dobbelte, hvis man kun spiller video).
Der er ingen præcis dato for, hvornår Shield er færdig, men det ventes, at den bliver klar senere i år.
Nvidia kunne også demonstrere sit Geforce Grid, hvor spil afvikles i et datacenter og så streames som H.264-video ud til brugeren. Her behøver man blot et smart-tv, der understøtter teknologien, og en game-controller til at styre spillet.