På et halvt år har TDC kun solgt 70.000 stykker musik fra sin musikbutik på internet, og det er overraskende lidt.
Det mener IBM-medarbejderen Ole Nowak Dalner, som har skrevet en kandidatafhandling om den internationale musikbranche.
Markedsdirektør Thomas Hüttel fra TDC's internet- og fastnetforretning oplyser, at selskabet indtil videre har 30.000 kunder i musikbutikken. Siden lanceringen i juli har der været 300.000 besøgende.
- Og 30.000 kunder er ikke ret mange, mener Ole Nowak Dalner.
Han henviser til, at 40 procent af danskerne har foretaget en eller anden form for privat kopiering af musik.
- Jeg troede, at TDC ville have haft langt flere kunder, siger Ole Nowak Dalner - blandt andet med henvisning til, at Apple nu har solgt 30 millioner sange via sin amerikanske Itunes-tjeneste.
Samme udbud som alle andre tjenester
Han konstaterer, at en lille gruppe danskere alene står for langt den største del af musikindkøbet herhjemme.
- Og dem kan det ikke være lykkedes TDC at appellere til, siger han.
Ifølge Ole Nowak Dalner er en vigtig del af forklaringen, at TDC benytter nøjagtig samme leverandør af internet-musikken som tilsvarende tjenester i Europa - nemlig britiske OD2 med musikeren Peter Gabriel i ejerkredsen.
Det betyder, at alle musiktjenester har omtrent samme udbud - også af danske kunstnere.
- Det gør det sværere for TDC at tilbyde danskerne noget særligt, siger Ole Nowak Dalner.
Han tilføjer, at priserne på download af musik i Europa generelt er for høje til at tiltrække læssevis af kunder.
TDC delvist tilfreds
Thomas Hüttel fra TDC er dog ikke alt for utilfreds med selskabets entre på musikmarkedet.
- Vi havde nok forventet et lidt større kendskab end de 300.000 unikke brugere. Til gengæld er det positivt, at helt op til 10 procent vælger at blive kunder, siger han.
Thomas Hüttel påpeger, at antallet af kunder i musikbutikken stiger måned for måned, og derfor fortsætter musikbutikken, som TDC hele tiden har givet en testperiode på to år.
Udgangspunktet for TDC er, at forretningen skal løbe rundt, men ikke nødvendigvis give stort overskud. Jo flere kunder, der vælger at købe deres musik online, jo flere bredbåndsopkoblingerne fra teleselskabet bliver der nemlig brug for.
Samlet solgte OD2 sidste år godt tre millioner musikstykker online i Europa.