En af Danmarks største it-arbejdspladser - og en af de største arbejdspladser i Vendsyssel i det hele taget - er i fare for at lukke.
Elektronikproducenten Flextronics, der har hovedkontor i Singapore, står på nippet til at trække sig helt ud af sin virksomhed i Pandrup med omkring 1000 medarbejdere.
Sker det, vil der blive sat foreløbig punktum for en af de mest markante virksomheder i den danske telehistorie.
Nødt til at finde anden løsning
Sagens kerne er, at den tyske industrigigant Siemens - som er storkunde hos Flextronics - kræver sine telefoner produceret billigere, end det danske lønningsniveau tillader.
- Hvis produktionen af mobiltelefoner flytter til et land med lavere omkostninger, så er vi også nødt til at finde en anden løsning for fabrikken i Danmark, siger Flextronics europæiske marketingchef, Jutta Devenish.
Hun understreger, at beslutningen ikke er endegyldigt taget endnu, men at hvis den bliver truffet, så vil det i første omgang have konsekvenser for de 700 medarbejdere i Pandrup, der producerer mobiltelefoner.
- Vi kigger på forskellige muligheder for den danske virksomhed, men en af Flextronics styrker er, at vi har produktion og kunder i så mange lande, siger Jutta Devenish.
Hun tilføjer, at virksomhedens fabrikker andre steder i verden sagtens kan overtage den danske produktion af andre elektronikprodukter.
Oprindeligt Dancall
Virksomheden i Pandrup hed oprindeligt Dancall og var en af de væsentligste årsager til, at Nordjylland blev centrum for mobiludvikling.
Dancall blev købt af Bosch Telecom, som i 2000 solgte virksomheden videre. Siemens overtog udviklingsafdelingen, mens Flextronics købte produktionen mod at Siemens lagde en storordre på fabrikken.
Siemens udvikler stadig mobiltelefoner i Aalborg, men er samtidig årsag til Flextronics' problemer. For den tyske industrigigant kræver telefonerne produceret billigere, end det danske lønningsniveau tillader.
Peter Hinrup, administrerende direktør for Flextronics, havde forudset problemerne og er begyndt at sprede produktionen. Blandt andet fremstiller fabrikken nu dvd-afspillere for det danske elektronikmærke Kiss Technology.
Det er bare ikke nok, til at Flextronics har lyst til at blive på det danske marked.
Det var ikke umiddelbart muligt for Computerworld Online at få kontakt til direktøren, men til andre medier siger han, at han og andre i ledelsen nu vil arbejde for at købe virksomheden i et såkaldt management buy-out.