En smart måde at stjæle smartphones fra københavnere på er blevet så udbredt, at Københavns Politi nu advarer imod den.
Fremgangsmåden er bevidst at forvirre bargæster og i forvirringen stjæle telefonen.
Det erfarede socialdemokraternes tele-ordfører, Trine Bramsen, i weekenden.
"Jeg oplevede det på præcis samme måde. Jeg sad på Boutique Lize (bar på Vesterbro, red,) og drak en Mojito, da der kom to mænd hen til mig. Den ene, en lidt forpjusket type, lægger et krøllet papir foran mig, hvor der står noget med "hjælp". Men jeg undrede mig over, at han lagde papiret oven på min telefon, så den skyndte jeg mig at tage til mig," siger Trine Bramsen til ComON.
Socialdemokraten og hendes følgeskab begyndte at stille spørgsmål til de to, som hurtigt opgav ævred og løb ud af cocktailbaren. Og teleordføreren fik lov at beholde sin telefon.
Men det er der mange andre københavnere, der ikke har fået.
Gem dem væk
Københavns Politi har oplevet en stigende tendens indenfor tricktyveri af den samme type. Tyverierne sker for eksempel på cafeer, restauranter og arbejdspladser.
Gerningsmanden eller hans sammensvorne går specifikt efter personer, der har smartphones liggende på bordet.
Gerningsmændene, som ofte beskrives som mænd af østeuropæisk oprindelse, spørger om hjælp på et uforståeligt sprog.
Ofrenes smartphones dækkes af en avis eller et stykke papir, og når samtalen stopper, tager tricktyvene ubemærket de tildækkede telefoner med.
"Hvis man havde drukket lidt flere Mojitos end mig - det var min første - så er tricket selvfølgelig, at tyvene håber, at du mister fokus, fordi du gerne vil vise medfølelse. Da de var forsvundet fra stedet, begyndte jeg også at tvivle på, om jeg havde været for kynisk, at de måske faktisk havde brug for hjælp, men dagen efter hørte jeg, at mange andre havde været udsat for noget lignende," siger Trine Bramsen, der har en bekendt, som nu skal ud at købe ny telefon.
Københavns Politi forklarer, at gerningsmændene sjældent vækker opsigt og er almindeligt klædt. Hvis man bliver udsat for tyveri af typen, skal man kontakte 114 eller 112 og give så mange oplysninger som muligt om gerningsmanden - og i hvilken retning han forsvandt fra stedet.
Men den bedste måde at undgå tyveri på, er selvfølgelig at gemme telefonen væk i en lomme eller taske, hvis den ikke anvendes.