Bag visitkortet: R&D Manager

På papiret står han for udvikling, men i praksis er han også altmuligmand i en virksomhed, som har outsourcet hele produktionen. Mød Flemming Ravn, Research & Development manager i Mermaid Technology, i Computerworld Onlines nye serie, hvor vi går bag om titler og jobbeskrivelser.

På en given arbejdsdag i skærmproducenten Mermaid Technology kan Flemming Ravn beskæftige sig med så forskellige ting som at designe et nyt beslag til ophæng af skærme, svinge pisken over underleverandørerne eller stå for opdateringen af selskabets hjemmeside.

På hans visitkort står der "R&D Manager", hvilken han selv oversætter til det mere danskklingende udviklingschef, men i praksis er hans opgaver mangfoldige.

- Går det rigtig hedt til, kan jeg godt hoppe ind på produktionslinjen hos den jyske underleverandør og hjælpe med at samle skærme, siger han.

Sådan har det ikke altid været. Da Flemming Ravn for tre år siden blev hentet til jobbet fra en stilling som udviklingschef i et grossistselskab inden for alarmsystemer, var Mermaid Technology en produktionsvirksomhed, som på et tidspunkt har talte op mod 120 mand.

Men for et år siden blev produktionen outsourcet, og Mermaid tæller nu kun otte mand.

Elektronik er elektronik

Udviklingsafdelingen består af to personer, og Flemming Ravn koncentrerer sig ikke længere udelukkende om produktudvikling, som nu i langt højere grad foregår i dialog med underleverandørerne.

  • Flemming Ravn
  • Alder: 35 år.
  • Titel på visitkortet: R&D Manager, Mermaid Technology
  • Uddannelse: Elektroniktekniker.
  • Gennemsnitlig arbejdsuge: 43-44 timer.
  • - Det er et meget bredere job i dag, selv om jeg har den samme titel. Men det er godt med alsidigheden i sådan et lille firma. Jeg ville gå i stå, hvis jeg lavede det samme dag ud og dag ind, siger han.

    Springet til udviklingschef for et selskab, der specialiserer sig i højkvalitets pc-skærme i flot design, var efter hans egen mening ikke så stort.

    - Det er elektronik alt sammen, sværere er det ikke. Det handler om, hvad der er inden i og hvordan det er pakket ind, lyder forklaringen fra Flemming Ravn, der på uddannelses-cv'et kan skrive elektroniktekniker.

    Fra 20 til en halv fejlprocent

    En af hans første opgaver blev at se hele skærmproduktionen efter i sømmene og få nedbragt fejlprocenten, som dengang kunne ligge helt oppe på 15 til 20 procent i forhold til den halve procent, virksomheden bryster sig af i dag.

    - Nu har vi nogle suveræne produkter, og det skal de også være til den pris, siger Flemming Ravn om Mermaids fladskærme, der i dag i høj grad sælges til præsentation, men også til virksomheder, som gerne vil fuldende kontoret med det stilrene, men dyre skandinavisk look i stål og glas.

    Han skal stadig holde styr på underleverandørerne, og det er en af Flemming Ravns foretrukne opgaver, hvor han ikke tøver med at svinge pisken, hvis ordrerne går i kludder eller forsinkes gang på gang.

    - Så bliver jeg gradvist mere og mere sarkastisk, griner han.

    Ønsker mere tid til hardcore udvikling

    Samtidig er han den ene af kun to teknikere i huset, så almindelig IT-support, serveropsætning, websiden og diverse andre tekniske opgaver falder også på hans skrivebord.

    Det kan da også frustrere ham, at tiden bliver for knap til, at han får gavn af sin oprindelige titel.

    - Jeg kunne godt ønske mig at jeg kunne vende lidt mere tilbage til hardcore udviklingsopgaver - ikke at det er et problem, men hvis du spørger, hvad julemanden gerne må have med i sækken næste gang, så var det da en million i udviklingskroner, siger han.

    Computerworld Online sætter fokus på, hvilke funktioner der gemmer sig bag it-folks visitkort. Dette er første artikel i serien.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Fiftytwo A/S
    Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

    Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

    20. august 2024 | Læs mere


    Det Digitale Produktpas

    Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

    21. august 2024 | Læs mere


    Cyber Security Summit 2024

    På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

    27. august 2024 | Læs mere