Dansk discount-bølge vil sprede sig
Den bølge af discounttelefoni, som har fået fat i hver femte danske mobilkunde, vil sprede sig til resten af Europa. Endnu er salg af billige telefon-minutter på internet stort set ukendt i udlandet, men det er kun et spørgsmål om tid, vurderer Strand Consult i en ny rapport. I udlandet er minutpriserne nemlig højere end herhjemme, og derfor truer discountbølgen også hele sektorens indtjening. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Strand: Opgør med bindingsperioder på vej
Teleanalytikeren John Strand, Strand Consult, spår, at 2004 vil byde på et opgør med mobilbranchens bindingsperioder. Mobilselskaberne har mulighed for at binde kunderne til sig i seks måneder, når de giver et tilskud til en ny mobiltelefon. Som John Strand mener de store mobilselskaber, at den periode skal være længere, mens der er uenighed på Christiansborg. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Analytiker: Danware har underinvesteret i udvikling
Børsnoterede Danware har investeret for lidt i udvikling. Det mener aktieanalytiker Niels Andersen, Enskilda Securities, der mener, at det svarer til at tisse i bukserne for at holde sig varm. "På kort sigt kan man præstere en meget høj indtjening, men på lang sigt mangler virksomheden nye vækstprodukter," siger Niels Andersen. Danware har en politik om i høj grad at købe virksomheder for at få ny ekspertise i stedet for at udvikle den selv, men hidtil har virksomheden kun foretaget et enkelt opkøb af sikkerhedsfirmaet Callisoft. (Børsen)