Forsøget på at udvikle en pen, der kan afløse computermusen, er mislykkedes for det danske selskab Kanitech. Det skriver Dagbladet Børsen.
Kanitech er taget under konkursbehandling, og investorerne bag satsningen på en elektronisk pen - mellem dem Lego-selskabet Kirkbi - må nu regne deres penge for tabt.
Det første produkt blev lanceret i 1996, men duede ikke. Derfor gik selskabet ned første gang i 1999.
En relancering i 2001 skulle være Kanitechs comeback, men pennen fik en lunken modtagelse, skriver avisen.
I 2002 tabte Kanitech otte millioner kroner og ledte derefter efter en aftager til teknologien, som ifølge selskabet selv var cirka 5,2 millioner kroner værd.
Den værdisætning var revisorerne af årsregnskabet for 2002 dog ikke enige i, og uden dette aktiv landede egenkapitalen på minus fem millioner kroner, skriver Børsen.