Klokken 16:20 mandag eftermiddag benyttede tre røvere maskeret med elefanthuer sig af, at porten til IT-distributøren Bluecom i Birkerød nord for København stod åben, da en chauffør var på vej ind på lageret med sin bil.
To af røverne trængte ind. Den ene var bevæbnet med en sort tromlerevolver, den anden med et oversavet jagtgevær. Den tredje røver holdt vagt ved porten.
Politiet har endnu ikke alle detaljer på plads, men noget tyder på, at en medarbejder blev slået eller sparket ned. Det ligger fast, at alle blev tvunget til at lægge sig ned på gulvet.
Derefter tømte røverne systematisk hylderne for RAM-moduler og for Pentium-processorer i retail-bokse. De blev lagt i en stor plasticpose, som røverne tre-fire gange tømte ud i bilen.
Tog filmen ud af overvågningskameraet
Inden de kørte væk i en ældre, guldmetallic Mercedes 500 E stationcar, nåede de tre røvere at rive filmen ud af overvågningskameraet, så politiets bedste spor netop nu er bilen.
Endnu er værdien af varerne ikke gjort op, men ifølge kriminalkommissær John Levring tyder de første opgørelser på, at de er mellem en og fem millioner kroner værd. Kommissæren beskriver røveriet som "meget farligt".
- Det var også meget brutalt, og det virker tilrettelagt. Man har lige nøjagtig vidst, hvad man ville, og det var ikke nybegyndere, siger John Levring.
Har købere
Han er sikker på, at røverne allerede har købere til den stjålne RAM og processorerne. Ellers ville de slet ikke kaste sig ud i sådan et røveri, mener han.
- Nogle gange sker afsætningen i udlandet, og den mulighed forelægger også i dette tilfælde, siger kriminalkommissæren.
Den antagelse får støtte af, at den ene af røverne talte engelsk med en østeuropæisk accent, mens den anden af de to, som trængte ind på lageret, talte dansk.
John Levring forventer ikke, at serienumrene på RAM'en og processorerne vil hjælpe politiet til at spore varerne.
Ifølge kriminalkommissæren er røverier af den type ikke sædvanlige mod virksomheder, men det er på den anden side heller ikke første gang, det sker.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til, hvordan Bluecoms medarbejdere har det oven på røveriet. Kun stifter og topchef Jens Fournais og økonomidirektør Peter Klaris må udtale sig, og ingen af dem var umiddelbart til at træffe.
Mandag aften udsendte Jens Fournais dog selv en meddelelse om røveriet, hvori han blandt andet opfordrer "alle i IT-branchen til at være meget opmærksomme på, at Intel Pentium 4 2.6 GHz, 2.8 GHz, 3.0 GHz og 3.2 GHz i retail-bokse er blevet stjålet i store mængder."