En stor artikel i avisen New York Times afslører hvordan Apple bruger forskellige lovlige tricks til at spare milliarder i skat. Det er en kendt sag at Apple har sit hovedkvarter i Cupertino i Silicon Valley, men selskabet sender en del af sine indtægter gennem et lille kontor i Reno i Nevada, hvor skatten for virksomheder er på 0 pct. Til sammenligning er den på 8,84 pct. i Californien.
Det er ikke den eneste metode, som Apple har brugt til at reducere sin skatteregning. Apple har placeret datterselskaber på skattevenlige destinationer som Irland, Holland, Luxembourg og de britiske Jomfruøer - i nogle tilfælde er der blot tale om en postboks eller et anonymt kontor uden det kendte Apple-logo.
Selskabet iTunes S.a.r.l er således placeret i Luxembourg. Det havde en omsætning på en milliard dollar i 2011. Det svarer til omkring en femtedel af den globale iTunes-omsætning.
Ifølge en rapport fra den amerikanske økonom Martin A. Sullivan har Apple sparet 2,4 mia. dollar med forskellige skattetricks i det sidste år. I gennemsnit er det lykkes for Apple at slippe med en skattesats på 9,8 pct. (3,3 mia. dollar ud af et overskud på 34,2 mia. dollar for 2011).
Til sammenligning betaler den amerikanske koncern Walmart en skattesats på 24 pct.
Men Apple er ikke den eneste it-gigant, som bruger kreative skattetricks. Microsoft har også placeret et kontor i Reno og dermed sparet et større milliardbeløb i årene mellem 1997 og 2011. Det samme har Cisco.
Generelt er det lettere for it-selskaber at flytte rundt på deres datterselskaber og placere dem der, hvor skatten er lavest, fordi de ikke sælger fysiske varer, men kun digitale ydelser, software og licenser.
I en udtalelse til New York Times henviser Apple til, at man har næsten 50.000 ansatte i USA og har medvirket til at skabe ti gange så mange jobs. Desuden fremhæver Apple, at man stadig betaler milliarder af dollar i skat hvert år og bidrager til velgørende organisationer.
Det hjælper dog ikke staten Californien, som mangler penge i de offentlige kasser. Det rammer blandt andet uddannelses-systemet. Selv De Anza College i Cupertino, hvor Apple-medstifteren Steve Wozniak gik i starten af 1970'erne, har måttet afskedige næsten hver tiende lærer.