Ved en høring i går om ACTA fik nogle af deltagerne den opfattelse, at et meget omtalt middel mod ulovlig fildeling er smidt på porten.
Men rygterne om brevmodellens død er overdrevne.
Blandt andet handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr blev i går citeret for, at "brevmodellen er taget af bordet".
Men Kulturministeriet afviser, at der er taget nogen endelig politisk beslutning om brevmodellens skæbne efter en eksperthøring i januar.
Brevmodellen blev sidste år fremhævet som et godt middel til at standse ulovlig fildeling, fordi det vil betyde, at danskere skulle modtage oplysningsbreve, når der blev hentet eller delt ophavsretsbeskyttede filer på deres internetforbindelser. Modellen er siden blevet kritiseret for at være for dyr og for at være uden virkning.
Ude af musikhandlingsplan
Kulturminister Uffe Elbæk (R) sagde efter eksperthøringen, at han i samråd med regeringspartierne ville vurdere, om brevmodellen har har gang på jorden, om den skal skrottes eller genfødes i en anden form.
Kulturministeriet henviser til et §20-svar fra begyndelsen af februar, hvor ministeren svarer, at: "der vil i den nærmeste fremtid blive taget stilling til, om der skal følges op på udvalgets anbefaling af en brevmodel".
Forhandlingerne finder sted i den næste måned, så en afklaring kan findes inden sommeren.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhrs kontor præciserer over for ComON, at ministeren kun har sagt, at brevmodellen er taget af bordet i forhold til kulturministerets nyeste musikhandlingsplan, hvor modellen ikke er taget med som et redskab til at styrke det danske musikliv.