Computerworld News Service: Microsoft forlænger supportperioden til forbrugerudgaver af Windows 7 og Windows Vista med fem år, så de nu er på linje med erhvervsudgaverne.
Dette tiltag er en del af en overhaling af selskabets supportpolitik i forhold til styresystemerne, oplyser Microsoft.
Microsoft har tidligere forpligtet sig til at understøtte sin forbrugersoftware med sikkerhedsopdateringer og rettelser af fejl og stabilitetsproblemer i fem år.
Denne periode betegnes generel supportfase.
Selskabets erhvervssoftware understøttes derimod i mindst 10 år.
Den første halvdel i den generelle supportfase, mens den anden halvdel betegnes forlænget supportfase.
Sikkerhedsrettelser til alle
Under den forlængede support leverer Microsoft sikkerhedsrettelser til alle, men tilbyder kun andre rettelser til organisationer, der har underskrevet kontrakt med Microsoft om udvidet support.
Før denne ændring var det meningen, at Vistas forbrugerudgaver - Starter, Home Basic, Home Premium og Ultimate - skulle tages ud af support om mindre end to måneder 10. april 2012.
Men med den nye politik vil dette ikke ske før 11. april 2017.
Forbrugerudgaver af Windows 7 skulle være taget ud af support 13. januar 2015, men denne deadline er nu rykket til 14. januar 2020.
Ed Bott, der blogger for ZDNet, rapporterede mandag som den første, at Microsoft har ændret supportperioden for Vista og Window 7 ved at føje den forlængede supportfase til forbrugerudgaverne.
Microsoft har bekræftet disse ændringer.
"Microsoft er ved at opdatere supportlivscykluspolitikken, for at sikre at alle forbrugerudgaver af vores desktopstyresystemer er berettigede til at modtage fem års generel support og fem års forlænget support," lyder det fra Microsoft.
"Denne opdatering formaliserer, at alle udgaver af vores styresystemer vil modtage sikkerhedsopdateringer, så længe de anvender den nyeste service pack."
Forbrugerudgaverne af Windows 8 vil således antageligvis også blive understøttet i mindst 10 år efter de kommer på markedet.
Hvis Windows 8 kommer på markedet i fjerde kvartal i år, vil styresystemet sandsynligvis blive understøttet indtil 2023.
Microsofts forlængelse af supporten af Vista og Windows 7 er ikke første gang selskabet har føjet flere år til et styresystems levetid:
I 2007 forlængede selskabet den generelle supportfase for Windows XP Home indtil 2009 og skubbede dets endelige pension til april 2014, hvilket i forhold til levetid satte forbrugerudgaven af Windows XP på linje med Windows XP Professionel.
Oversat af Thomas Bøndergaard