Nu, hvor stort set alle danskere render rundt med en mobil i lommen, fra de lærer at snøre deres sko, til de igen glemmer, hvordan det skal gøres, forventes det næste store marked for kommunikationsløsninger at blive levering af data til og fra maskiner.
Enten i form af maskine-til-maskine-kommunikation, som når vand-, varme- eller elmålere kommunikerer med forsyningsselskabets systemer eller med løsninger hvor mennesker kommunikerer med maskiner.
Specielt ventes liberaliseringen af forsyningsselskaberne at skabe et behov for hurtigere indrapportering.
Længer fremme i Polen
Det danskejede selskab Signalix, der bygger på udviklingsarbejde, der er foretaget i Polen, har udviklet tre typer GSM-baserede kommunikationsløsninger, hvoraf de første to er specifikt rettet mod maskinkommunikation, mens den sidste etablerer streaming af video over de eksisterende mobilnet.
? I Polen er de længere fremme med at udvikle denne type løsninger til mobilnettene. Desuden er det med til at holde Signalix?s priser nede, at vi får fremstillet en del af vore komponenter i Østeuropa, siger direktør Richard Lipski fra Signalix.
Signalix har udviklet en sender, der måler 3 x 3 cm, og som kan monteres på alle typer målere, der er elektroniske eller som har pulsudgang. Denne sender kommunikerer aflæsningsresultater til et lokalt opsamlingsmodul, der indhenter resultater fra op til 30 målere i 50 til 150 meters radius.
På grund af den automatiske resultatindsamling kan dette gøres oftere end tidligere ? for eksempel hvert fjerde minut døgnet rundt. Herved fremkommer et mere præcist billede af forbruget.
Måler el på 84 ungdomsboliger
Opsamlingsmodulet har indbygget et SIM-kort, og da det ikke behøver have en fast IP-adresse kan dette være et taletidskort, hvilket kan være med til at holde prisen på løsningen nede. Informationerne sendes typisk til forsyningsselskabets systemer i form af SMS?er.
Selskabet har blandt andet denne løsning i drift på elmålere på 84 ungdomsboliger i Hillerød.
Signalixs? anden løsning tilbyder fjernstyring i form af muligheden for at tænde og slukke op til otte kontakter og yderligere at måle to variable værdier. Løsningen kan sættes op, så brugeren via en modtager en bekræftelse på, at den beordrede handling er foretaget.
Målerfunktionen kan sættes til at reagere på særlige begivenheder med op til 1.024 linier programmering. Dermed kan en alarm sættes i gang, når måleren når et vist niveau.
Mobil fjernstyring
Fjernstyringssenderen skal været udstyret med en fast IP-adresse, med mindre brugeren vælger at benytte en proxy-server.
Typisk vil man sætte den op til udelukkende at kunne kommunikere med et begrænset antal andre IP-adresser, så ikke hvem som helst kan tænde og slukke for ens udstyr. I alt kan enheden sættes til at kommunikere med 32 IP-adresser, hvilket betyder, at for eksempel alarmer kan sendes til forskellige alt efter tidspunkt og situation.
Endelig har Signalix en videostreaming-løsning, som leverer op til et billede hvert femte sekund i farver via GPRS.
- Det er ikke godt nok til at vise film, men det er en udmærket løsning til en række overvågningsopgaver, og her medfører brugen af mobilnettet, at kameraet kan anbringes mere eller mindre hvor som helst, siger Richard Lipski.
Signalix har indgået en aftale med TDC om at videresælge TDC Mobils trimetri-løsninger i deres udstyr.
Denne artikel stammer fra avisen Computerworld