På åbningssessionen med titlen "Helping the world communicate" på telemessen ITU Telecom 2003 søndag kom de to med næsten enslydende meldinger:
Den nuværende krise i tele- og IT-sektoren skal først og fremmest løses ved ledelsesbeslutninger - både på regeringsniveau og i toppen af erhvervslivet.
- Teknologiske begrænsninger kan ikke længere benyttes som undskyldning for ikke at give sig i kast med projekter inden for tele og IT, fastslog Carly Fiorina.
- Det er ikke et spørgsmål om teknik, men om lederskab: I den offentlige sektor handler det om investeringer i uddannelse og i at skabe stabile rammer, der fremmer konkurrence præget af entreprenør-ånd. I erhvervslivet om at sætte fokus på forskning og udvikling, tilføjede hun.
I denne forbindelse mener HP?s topchef, at det går den forkerte vej på uddannelsesområdet i det nuværende, trykkende økonomiske klima.
- Det er foruroligende, at uddannelse og forskning er de første områder, der beskæres, når økonomien går tilbage. Sådan er det gået i langt de fleste af de amerikanske stater, og vi ser den samme tendens i Europa, sagde Carly Fiorina.
- Erhvervslivet har ligeledes et ansvar, når det gælder uddannelse og oplæring. I dag er situationen, at vi ikke uddanner tilstrækkelig mange naturvidenskabelige studerende til at opfylde de behov, vi vil have om ti år. Det er i vores egen interesse at ændre dette, forklarede hun.
EU mod spam
EU-kommissær Erkki Liikanens synspunkter ligner HP-topchefens helt ned til formuleringerne.
- Selv i krisen ser vi, at IT- og teleteknologierne er nøglen til forøgelse af produktiviteten, men der skal mere til end investeringer i pc'er. Der er behov for lederskab, forklarede han på Geneves telemesse.
På regeringsplan er opgaven efter kommissærens opfattelse at skabe regulatoriske rammer, som de nye konvergente IT- og teleløsninger kan udvikle sig inden for. Dernæst skal både det offentlige og erhvervslivet investere i forskning, udvikling og efteruddannelse af arbejdsstyrken.
- Siden foråret har der været tegn på fremgang, og der er grund til forsigtig optimisme, blandt andet fordi både chip- og overførselsteknologierne stadig gør nye fremskridt, vurderede Erkki Liikanen.
Kommissæren nævnte regler til bekæmpelse af spam som et af de tiltag, som, han forudså, bliver nødvendigt, hvis brugerne skal tage ny teknologi til sig.