Microsoft tvinger små webhostere til Linux

Mindre danske hostingselskaber føler sig nødsaget til at bevæge forretningen til Linux-platformen. De kan ikke leve op til det krav om at blive Microsoft Certified Partner, som softwaregiganten præsenterer dem for.

Peter Nilsson, stifter og eneste ansatte hos Yanet.dk er ved at flytte alle kunder fra en Microsoft-platform over på Linux.

Jan Becher, stifter af Gullestrupnet.dk, ser også varmt på Linux efter at være blevet tvunget til at skrive under på en Microsoft-licens, som han ikke kan leve op til.

Og de er begge repræsentanter for det store antal små danske webhoteller, ASP'er og hostere, der bliver ramt af det krav om partner-certificering, som er indbygget i Microsofts licens til serviceudbydere, SPLA (service provider licensce agreement).

To mand frem

Problemet handler primært om størrelse. For at opnå licensen til serviceudbydere og dermed køre en lovlig forretning, kræver Microsoft, at virksomheden skal være Microsoft Certified Partner.

Det er en titel, som kræver, at to mand for egen regning bliver uddannet i Microsofts produkter - en opgave, der ikke er helt let at overkomme, når virksomheden nu kun tæller en ansat eller er baseret på freelancere.

- Jeg vil gerne følge reglerne, men det kan jeg ikke. For jeg er kun en person og skal ikke være flere, siger Peter Nilsson, der driver Yanet.dk.

Begrundelsen for uddannelseskravet er ifølge Jonny Panduro, leder i Microsoft Danmarks afdeling for kommunikationssektoren, et ønske om kontrol med udbydernes kvalifikationer.

- Vi vil have, at de skal have et kørekort til at levere vores produkter til deres kunder, og det kørekort får de ved at blive certificeret i vores produkter, siger han.

Selvom kravet falder i dårlig jord, er der forståelse hos de små virksomheder for årsagen bag.

- Jeg forstår til en vis grad argumentationen. Der er en underskov af virksomheder derude, drevet af folk der måske ikke altid har helt styr på tingene, og det kan falde tilbage på Microsoft. Men de krav, de stiller, er ikke realistiske, og deres løsning på problemet er uholdbar, siger Jan Becher.

Evighedsdispensation?

For der findes nemlig en lappe-løsning. Hos Microsoft er man klar over, at visse virksomheder kan have svært ved at leve op til kravene.

Derfor er der, som et sidedokument til SPLA-licensen, blevet udformet en såkaldt Waiver. Her skal virksomheder, uanset størrelse, der ikke er partner-certificerede, skrive under på, at de inden for seks måneder vil få tingene i orden.

- Vi holder fast i vores krav om en certificering, men for de virksomheder, der ikke kan blive certificeret, har vi et dokument, der giver dem en seks måneders dispensation fra kravet. Hvis de efter de seks måneder stadig ikke er certificeret, får de en personlig samtale om årsagerne, og så kan vi igen forlænge den yderligere seks måneder, siger Jonny Panduro.

Ikke god

Det er blandt andet ordet 'kan', der får virksomheder til at stejle og gør dispensationsmuligheden mindre tillokkende.

- Vi har skrevet under på dispensationsordningen, men det er sket under stor protest. Det er ikke særligt betryggende at skulle køre en forretning, der afhænger af en dispensation, som skal fornys hver sjette måned, siger Jan Becher.

Han understreger, at det er ene-årsagen til, at han nu er begyndt at flytte dele af forretningen over på Linux.
Hos Yanet.dk har Peter Nilsson set sig nødsaget til at flytte hele forretningen over på Linux. Et træk, som han ser som truende for forretningen.

- Jeg vil køre min forretning 100 procent lovlig. Ikke på en dispensation. Jeg vil ikke skrive under på, at jeg vil blive Microsoft Certified Partner, når jeg ved, at det kan jeg som enmandsfirma aldrig blive. Det er ikke holdbart, og det truer min forretning. Jeg er tvunget over på en anden platform, der betyder, at jeg ikke kan tilbyde samme services som før, og dermed risikerer jeg at miste kunder, siger han.

Godt tilbud

På spørgsmålet om, hvad Microsoft har tænkt sig, at gøre for at imødekomme de virksomheder, der ikke ønsker at basere deres forretning på en dispensationsordning, lyder svaret:

- Hvis de ikke vil imødekomme de krav, vi har, så er det det. Så er den historie ikke meget længere. Jeg synes, det er en fair aftale. Vi giver dem seks måneder til at få tingene i orden, en samtale og en mulighed for at få forlænget dispensationen yderligere seks måneder. Det er et godt tilbud, siger Johnny Panduro.

Denne artikel stammer fra avisen Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere