American Airlines har som det første flyselskab fået tilladelse fra den amerikanske Federal Aviation Administration (FAA) til at bruge iPads som håndbøger i cockpittet. Det skriver ZDNet. Flyselskabet har nu fået lov til at bruge iPads i alle flyvningens faser og uden at skulle medbringe de samme håndbøger på papir.
Tidligere har United Airlines og Continental Airlines anskaffet 11.000 iPads til sit flypersonale, hvor en særlig app skal erstatte de tykke håndbøger. United kalder dette for en Electronic Flight Bag.
Hver iPad skal erstatte omkring 20 kilo manualer, kort, checklister, logbøger, vejrudsigter og andet trykt materiale. Til sammenligning vejer iPad mindre end 700 gram. Normalt har piloten mindst 12.000 siders materiale i sin taske. Det skal spare 16 millioner papirsider om året - og dertil kommer besparelsen på brændstof til flyet.
Men det amerikanske flytilsyn har indtil nu krævet, at piloterne stadig skal medbringe deres papirhåndbøger i en testperiode. American Airlines er de første, der har fået tilladelse til at flyve uden bøgerne. Det sker efter en seks måneder lang test, hvor piloterne både har brugt iPads og trykte bøger.
Nu kan piloterne altså slippe for at skulle bladre sig gennem tusinder af sider for at finde navigationskort eller informationer om instrumenterne.
Det skal også forbedre flysikkerheden; piloterne kan hurtigere finde frem til de nødvendige informationer og nye opdateringer kan hurtigt distribueres ud til piloterne. De skal også slæbe mindre i deres tasker og slipper for løse papirer i cockpittet.
De første iPad-flyvninger hos American Airlines forventes at lette fredag. I første omgang vil man bruge iPads på B-777 fly, og senere udvide det til resten af flåden.
Det er frivilligt for piloterne, om de ønsker at skifte til en tavlecomputer eller fortsat bruge de gamle håndbøger.