Hvis medarbejderne skriger på tablet-pc'er, og virksomhedens budget i forvejen er presset, er det fristende for chefen at se på de nye lavpris-tablets, der rammer markedet for tiden.
Det gælder ikke mindst Amazons Kindle Fire, der med en pris på 199 dollar (plus dansk told og moms) koster under det halve af iPad'en.
Men selv om Kindle Fire ifølge de første anmeldelser er et helt fornuftigt produkt prisen taget i betragtning, kan man som leder hurtigt få hovedpine over at forsøge at implementere den i virksomheden.
Mangler flere kerne-teknologier
Blandt andet kan det nævnes, at batteritiden er nogle timer dårligere end på eksempelvis iPad'en og Samsungs Galaxy Tab, hvilket heller ikke er uvæsentligt i erhvervs-øjemed, hvor hele ideen med en tablet er, at medarbejderne skal være mobile.
Det betyder også, at det kan være problematisk, at den ikke har 3G-forbindelse eller et kamera - to ting, som er et must i mange arbejdssituationer.
Amazons Silk-browser kan også udgøre en udfordring. Den giver hurtigere load-tider, når man surfer, fordi den udnytter selskabets cloud-regnekraft. Men netop denne funktion har en del udtrykt bekymring over, fordi det rejser privacy-spørgsmål, at Amazon har fingrene i alt, hvad du foretager dig.
Amazon har dog selv oplyst, at det er muligt at slå denne accelerations-funktion fra.
Tæt integration og svær at tilpasse
Eweek, der har fingrene i Kindle Fire, er inde på, at den meget tætte integration til Amazons services kan udgøre en udfordring.
Kindle Fire har blot otte gigabyte hukommelse, hvoraf en del går til styresystemet, så det er primært hensigten, at man skal streame musik og film fra Amazons datacenter.
Men hvor nemt er det at tilgå indhold, når man eksempelvis sidder i et fly, hvor der ingen netværksforbindelse er?
Eweek skriver også, at Kindle Fire ikke er nem at tilpasse til specifikke behov.
Kindle Fire kan ganske vist både bruges til mail og dokumenter - og det er også muligt at hente ekstra apps fra Amazons egen app store, eksempelvis Quickoffice, men udbuddet af erhvervs-apps er ikke overvældende, da det ikke er det almindelige Android Market, man tilgår, men derimod Amazons egen butik.
Alt i alt er der altså en del mangler i Kindle Fire, der gør, at den - til trods for den lave pris - næppe er velegnet til business-brug i alle virksomheder.
Læs også:
Her er dommen over Amazons Kindle Fire-tablet