I første kvartal i år havde Columbus IT Partners en omsætning på 130,2 mio. kroner; samme kvartal sidste år udgjorde den 134,3 mio. kroner. Resultatet før skat viser et underskud på 2,5 mio. kroner holdt op mod et minus på 0,2 mio. kroner sidste år. Et EBITDA (driftsresultat) på 0,5 mio. kroner mod 5,2 mio. kroner i første kvartal sidste år.
Tallene viser en lille tilbagegang for den børsnoterede ERP-forhandler. Ser man isoleret på Norden, faldt omsætningen med 14 mio. kroner sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes primært erhvervelsen af Hands International A/S i 2003, som har krævet danske tilpasninger i 2004 og derfor også har indflydelse på første kvartal i år.
Koncernens tilbagegang i EBITDA tilskrives en række engangsomkostninger på samlet cirka to mio. kroner, som er opstået i forbindelse med restruktureringer og udskiftning i koncernledelsen.
Selv betegner Columbus-ledelsen også kvartalsrapporten som et godt resultat:
»Selskabet befinder sig ikke længere i en kapitaltabs-situation som følge af en række kapitaludvidelser i forbindelse med køb af minoritetsposter i vore amerikanske og russiske datterselskaber samt ved en række andre rettede emissioner,« fastslår bestyrelsesformand Vladislav Martynov i en pressemeddelelse.
I december sidste år måtte Columbus dreje nøglen om hos virksomhedens tabsgivende tyske datterselskab. Men allerede i starten af dette blev datterselskabet reetableret i nyt regi og er kommet ud af første kvartal med et positivt driftsresultat.
En af de faktorer, der kan komme til at spille en væsentlig rolle for Columbus' år 2005, er det formentlige opkøb af en 'større og profitabel vækstorienteret forhandler af løsninger baseret på Microsoft Business Solutions' for en pris mellem 120 og 160 mio. kroner, som betales med Columbus-aktier.
Blandt konkurrenterne forventer man, at det er en udenlandsk virksomhed, der er tale om - formentlig en tysk eller asiatisk forhandler, da begge lande er markeder, som Columbus meget gerne vil ind i. I øjeblikket undergår den indtil videre ukendte virksomhed en såkaldt due diligence - en omfattende virksomhedsanalyse. Og før resultatet af denne fremligger, og en handel gennemføres, kan Columbus ikke medregne denne i forventningerne til år 2005.
Derfor beholder Columbus de allerede udmeldte forventninger med en samlet omsætning for koncernen på 615-625 mio. kroner, et EBITDA på 35-40 mio. kroner og et resultat før skat på 15-20 mio. kroner.