Rights Management Services skal til trods for navneligheden ikke forveksles med Digital Rights Management (DRM).
DRM er en teknik som beskytter kommercielt medieindhold, hvorimod RMS er udviklet til at beskytte virksomheds-information ved at hindre lækage af tekstdokumenter, regneark og lignende.
RMS kræver Windows 2003 Server på serversiden, og Windows XP på klientsiden. Derudover er det en forudsætning, at applikationerne som bruges til at oprette dokumenter, er forberedt til RMS.
Microsofts Marie Maxwell er ikke i tvivl om, at teknologien opfylder et konkret behov, og oplyser, at firmaet med RSM tilbyder en løsning, som kan anvendes på forskellige applikationer, og som tager hensyn til brug af bærbare pc'er.
»Vi har et klart indtryk af, at teknologien dækker et umiddelbart behov. Nogen har retningslinjer for behandling af dokumenter, men savner et værktøj til at håndhæve dem. Alle ser behovet for teknologi, som kan reducere informationslækager,« udtalte Marie Maxwell, som i går demonstrerede systemet for inviterede journalister og analytikere.
Et eksempel på, hvordan RSM-styringen fungerer, er for eksempel rettighederne til e-mail. En e-mail med RMS indebærer, at modtageren kan læse den, men ikke har mulighed for at videresende den, kopiere den eller at printe den. Er modtagerens e-mail-klient uden RMS, kan man end ikke se e-mailen. Tilsvarende regler kan oprettes for andre Microsoft dokumenter.
Alle rettigheder til dokumenter med RMS tilhører den person, som oprettede dokumentet. Vedkommende kan på forespørgsel af modtageren efterfølgende give tilladelse til, at dokumentet sendes videre, kopieres eller printes.
En anden interessant egenskab ved RMS er, at det er muligt at definere en afgrænset gyldighedsperiode for modtagerens ret til et dokument. Efter denne dato har modtageren ikke længere adgang til dokumentet.
I går præsenteredes RMS version 1.0. Version 2.0 lanceres sammen med det kommende styresystem Longhorn.