Opkøbet af PwC Consulting skal styrke IBM's Global Service forretning, der rådgiver kunder om udnyttelse af teknologien i virksomheden.
»Kunderne er ikke bare på udkig efter innovative ideer til at forbedre deres forretning. De søger efter en partner med stor ekspertise og evne til at udnytte ledende teknologier, baseret på åbne standarder, til at føre disse ideer ud i livet og skabe fordele, der kan ses på bundlinien«, siger IBM's topchef, Samuel J. Palmisano.
Prisen på 3,5 milliarder dollar - omkring 26,5 milliarder kroner - betales ifølge pressemeddelelsen med en kombination af aktier og kontanter. Handelen forventes gennemført med udgangen af tredje kvartal.
Konsulentfirmaet har 30.000 ansatte verden over, og forventes at omsætte for 4,9 milliarder dollar i år.
I år 2000 forsøgte HP at forhandle sig frem til en overtagelse af PwC Consulting. Dengang krævede PricewaterhouseCooper 18 milliarder for konsulentvirksomheden; en pris HP ikke var indstillet på at betale.