Artikel top billede

Apple Intelligence bliver standard i iOS 18.3

Du skal aktivt slå Apples ChatGPT-integrerede funktion fra, hvis du ikke vil bruge den, da den kommer til at være aktiveret som standard i den kommende opdatering til selskabets enheder.

Et af Apples helt store slagnumre er relateret til selskabets nye AI-satsning, Apple Intelligence, som er ChatGPT-integrationen i selskabets enheder.

Og lige netop denne funktion kommer til at indgå som standard i den kommende opdatering til iPhone, iPad og Mac.

Opdateringen gælder for iOS 18.3, iPadOS 18.3 og macOS 15.3 og bringer nye funktioner som notifikationsoversigter og tekstforbedringer, skriver 9to5Mac baseret på oplysninger i Apples release candidate-noter.

Her fremgår det, at Apple Intelligence automatisk vil blive aktiveret for nye brugere og dem, der opgraderer til de seneste versioner af Apples styresystemer.

Understøttes kun på nyere enheder

Apple Intelligence understøttes kun på nyere enheder, herunder iPhone 15 Pro og senere modeller, iPads og Macs med Apple Silicon M1 eller nyere - samt den seneste version af iPad mini.

For Mac-brugere, der opgraderer til macOS 15.3, vil Apple Intelligence blive aktiveret automatisk som en del af onboarding-processen.

Funktionen vil være tilgængelig, når enheden er sat op.

Sådan deaktiverer du Apple Intelligence

Hvis du ikke ønsker at bruge Apple Intelligence, så skal du deaktivere funktionen manuelt.

Dette gøres via Apple Intelligence & Siri indstillinger-panelet, hvor du kan slå funktionen fra ved at deaktivere "Apple Intelligence"-toggle-knappen.

Når funktionen er slået fra, vil AI-funktionerne ikke længere være aktive på din enhed.

Apple oplyser i den forbindelse, at funktioner som AI-notifikationsoversigter, Image Playground og tekstforbedringsværktøjer kun vil være tilgængelige, så længe Apple Intelligence er aktiveret.

Har mødt kritik før release

Apple Intelligence har allerede mødt kritik under beta-testningen af iOS 18.3.

Testere rapporterede, at funktionen opsummerede en BBC-historie helt forkert, hvilket førte til ændringer i funktionen.

Fremover vil Apple sætte AI-notifikationsoversigter for nyheds- og underholdningsapps på pause, hvis funktionen laver fejl.

Desuden vil iPhone-brugere lettere kunne identificere AI-genererede notifikationsoversigter på låseskærmen, hvor det vil blive tydeligt markeret, at disse kan indeholde fejl.