Den britiske kapitalfond Volpi Capital køber det aalborgensiske Dynamics-selskab Bluestar PLM.
Volpi Capital med hovedkvarter i London overtager rub og stub af Bluestar PLM, som ifølge selskaberne har omkring 60 medarbejdere fordelt i Europa og USA.
Bluestar PLM er stiftet af Jørgen Støttrup Schiønning Larsen, som nu afhænder hele butikken til selskabet PDM Technology, som Volpi-stifterne Marc Sodi og Crevan O'Grady står bag.
Bluestar PLM står bag en cloud-baseret PLM-løsning [product lifecycle management,' red] til Dynamics 365 med samme navn.
Bluestar Dynamics PLM's historie går langt tilbage med Jørgen Schiønning Larsen ved roret for selskaber som CadCam, CC Development, PDM Technology og PDM Software.
Med salget fratræder han som administrerende direktør for selskabet til fordel for en post i Bluestar PLM’s bestyrelse.
Jørgen Schiønning Larsen skriver på LinkedIn, at han sælger selskabet for at lade Volpi Capital ‘tage Bluestar PLM til næste niveau.’
“For 38 år siden, i 1987, stævnede jeg ud på den rejse, der blev til Bluestar PLM. Det begyndte med en vision om at ændre den måde, som selskaber tilgår CAD/ERP/PDM/PLM,” skriver han på LinkedIn.
“Gennem årene er vi vokset fra en lille ide til et globalt selskab, der hjælper organisationer med at innovere hurtigere, klogere og bedre,” skriver han.
Ny topchef
Som ny CEO indsættes nu Jesper Bøgh Thomsen, som har været ansat i selskabet i 21 år - senest som COO.
Volpi Capital meddeler, at selskaberne har været i kontakt med hinanden siden 2022, og at de gennem de seneste par år har opbygget et tillids-forhold baseret på ‘entusiasme for vækstmuligheder i det globale PLM-marked,” som det hedder.
Med opkøbet på plads er planen nu at sætte yderligere turbo på væksten.
Ny CEO Jesper Bøgh Thomsen meddeler, at hele partnerskabet mellem Volpi Capital og Bluestar PLM handler om en ting: Vækst.
"Dette partnerskab bygger på en fælles vision: At frigøre vækst-mulighederne i det globale PLM-marked," lyder det fra ham.
Det skal blandt andet ske ved at udvikle et kanal-miljø for forhandlere og integratorer af Bluestars løsninger.
Desuden vil Volpi Capital fortsætte med at “investere i en ambitiøs roadmap.”
Den kommer ikke mindst til at fokusere på AI-mulighederne i Microsofts produkt-miljø.