Alene i årets første måned har Anthropic, der står bag ChatGPT-konkurrenten Claude, landet nye investeringer for knap 20 milliarder kroner.
Den seneste kapitaltilførsel kommer ifølge Financial Times fra Google, der ellers står bag sin egen chatbot Gemini, som netop har investeret syv milliarder kroner i Anthropic.
Ifølge det britiske medie er Google-investeringen en separat investering og ikke en del af den større kapitalrunde, som Anthropic gennemførte for få uger siden.
Her landede selskabet en investering på 14 milliarder kroner i en runde, hvor ventureselskabet Lightspeed Venture Partners var hovedinvestor.
Stiftet af søskendepar
Anthropic er stiftet af søskendeparret Dario og Daniela Amodei, der begge har en fortid hos OpenAI. Selskabets chatbot Claude er en direkte konkurrent til ChatGPT og Googles egen Gemini.
I 2021, året før ChatGPT blev lanceret, forlod de to søskende OpenAI for at stifte Anthropic.
Dario Amodei, der er administrerende direktør for Anthropic, har desuden selv en fortid hos Google, som også i forvejen er en investor i selskabet.
I fjor investerede søgegiganten således cirka 14 milliarder kroner i AI-selskabet, der også har Amazon som en del af ejerkredsen.
Via AWS har Amazon indtil nu investeret intet mindre end 57 milliarder kroner i Anthropic, der også får en stor del af sin omsætning fra Amazon Web Services, som sælger adgang til selskabets sprogmodeller.
I 2024 omsatte Anthropic for 875 millioner dollar, eller knap 6,2 milliarder kroner.