Hos EET Nordic, der står bag de omstridte USB-nøgler af mærket MicroMemory, er man forundret over anklager fra konkurrenten Data Team om bevidst salg forfalskede USB-nøgler.
I fredags rettede indkøbschef Lauritz Frandsen, fra Data Team kritikken indad mod egen branche ved at påstå, at USB-svindlen ikke burde komme som en overraskelse i it-kanalen. Problemet med de falske USB-sticks burde ikke komme bag på leverandører som EET, mente han.
Men hos EET mener koncerndirektør Thomas Skovbro Thomas, at Lauritz Frandsens anklager er helt henne i vejret:
»Hverken vi eller andre spillere der har været lang tid i markedet har interesse i at snyde. Det er klart EET har en pæn stor markedsandel på det danske marked. Når vi bliver ramt, så vil det også være vores navn der popper op i medierne, fordi vi sælger i relativt stort volumen. Det er ikke særlig mange steder at du kan købe de andre mærker(Hama og Emtec, red.). Og når der sker fejl, så tager vi konsekvensen og retter fejlene. Sådan er det!« siger John Skovbro Thomas til CRN.
EET Nordic har valgt at tilbagekalde samtlige USB-sticks med 2GB og 4GB hukommelse, som er blevet solgt i perioden 1. november til 17. januar 2008.
John Skovbro Thomas erkender, at EET har konstateret fejl på cirka 13.000 USB-enheder. Samtidig fastholder han, uden dog at sætte eksakte tal på, at det er de færreste, som er solgt videre i it-kanalen.