Et drastisk fald i omsætningen har slået den nordjyske distributør Conta Datasystemer hjem. Det fortæller Henrik Heide Ottosen, der er kurator for konkursboet.
»Der er ikke noget at rekonstruere. Vi gør boet op. Finder de ting, der har en værdi, og så får vi skidtet solgt,« lyder det lakonisk fra advokaten, der dermed udelukker, at der skulle være noget at bygge videre på.
Henrik Heide Ottosen fortæller, at han endnu ikke har fået gjort op, hvor stor en gæld der er i selskabet, men han anslår, at der er tale om millioner af kroner.
»Det er mange penge, der er tale om. Men vi ved ikke så meget endnu. Vi er sat ind af bankerne, og vi skal selv hente alle oplysningerne,« siger kurator.
Han fortæller, at ejeren har oplyst, at årsagen til det dramatiske fald i omsætning og den efterfølgende konkurs skyldes, at gamer-pc-markedet er kollapset.
»Det kan jeg ikke vurdere om er rigtigt. Men det skal jeg heller ikke interessere mig for, når der ikke er noget at redde,« lyder kuratoren kontante stempel på Contas dødsattest.
Det har ikke været muligt for CRN at få en kommentar den tidligere direktør for Conta Datasystemer Jesper Haron Mortensen.