Omsætningen skal passere de 800 millioner kroner og Bluecom skal igen være blandt Europas store distributører. Det er Ambitionen. Derfor har distributøren nu startet en storstilet jagt på nye sælgere.
Ifølge adm. direktør og indehaver Jens Fournais skal der ansættes op mod 30 nye sælgere. Bluecom har i dag omkring ti sælgere, og dermed bliver der tale om en heftig udvidelse af organisationen i Birkerød.
Jens Fournais har været væk fra ledelsen i Bluecom i en årrække, men i august overtog han igen tøjlerne i hos Bluecom.
»Da jeg selv sad som direktør lå omsætningen på omkring 800 millioner kroner, og det er minimum målsætningen, at vi skal tilbage dertil,« forklarer han til CRN.
Bluecom har iværksat en heftig bonusordning for at trække nye medarbejdere til. Virksomheden udlover dusører på mellem 5.000 kroner og 10.000 kroner skattefrit for leads, der ender i ansættelse af nye medarbejdere.