Af det seneste regnskab fra detail-forhandleren Multimedia World fremgår det, at selskabet har udlånt 354.971 kroner til en ejer eller ledelsen i firmaet.
Lånet er formentlig ulovligt, da et selskab ikke må låne penge til ejere eller og ledelse, siger partner og statsautoriseret revisor Jan Peter Larsen fra revisionsfirmaet Deloitte.
»Det lyder ulovligt, for ifølge Aktieselskabsloven må man ikke give lån til selskabsdeltagere og ledelse,« siger Jan Peter Larsen og undrer sig over, at selskabets revisor har sagt god for regnskabet.
»Det fremgår af erklæringsbekendtgørelsen, at en revisor skal oplyse om et ulovligt lån i sin revisorpåtegning, så jeg vil forvente, at revisoren er klar over det,« siger Jan Peter Larsen.
Multimedia World-direktør Sagib Hussain siger, at der er en fejl regnskabet, og at lånet i virkeligheden er en »mellemregning« mellem nogle holdingselskaber og Multimedia World. Han vil dog ikke oplyse, hvad mellemregningen dækker, men oplyser, at det drejer sig om andet end it-udstyr.
»Jeg har talt med vores revisor, og nu indsender han et nyt regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,« siger Sagib Hussain.
Multimedia Worlds revisor er Jørgen Kristiansen. Han ønsker ikke at kommentere regnskabet over for CRN.