Står det til salgsdirektør i B4Restore Vivi Lind, bliver IBM forsat ved med at være en del af forretningen hos den århusianske storageforhandler. Også efter at forhandleren har indgået en omfattende aftale med IBMs konkurrent EMC.
»Vi fastholder IBM-samarbejdet, som vi er tilfredse med. B4Restore har en plan om at blive størst på IBM igen i 2010. Det var vi i 2009. Vi er en betragtelig partner ved IBM også her i 2010,« siger Vivi Lind.
Hun peger på, at B4Restrore tog EMC ind for at få et alternativ til IBM.
»Vi valgte EMC. Nogen kunder er meget religøse. Dem kan vi ikke kan snakke med, når vi kun forhandler IBM. Og hånden på hjertet. Der er nok HP-.forhandlere. Så qua, at vi gerne vil gøre os på enterprise storage, valgte vi EMC. Det passer også til, at vi leverer løsninger,« fortæller Vivi Lind.
Hun fastholder, at B4Restore vil fortsætte med at arbejde ambitiøst med IBM.
»Vækstpotentialet ligger både i IBM og EMC. Det er en fordel for os også at have EMC, fordi IBM også selv har en forretning. Nogle gange i et driftscenarie, der er vi ude i konkurrence med IBM. Det kommer vi ikke med EMC, hvor forhandleren leverer hele løsningen,« siger Vivi Lind.