Avancerede mobiltelefoner for en slik

Teleselskaberne befinder sig i en ny tilskuds-rus og giver rabat på over 1000 kroner på nogle af markedets mest avancerede mobiltelefoner i øjeblikket. Dermed betaler de for, at kunderne får et teknologisk løft.

Forbrugerne har masser af billige, attraktive mobiltelefoner at vælge imellem i disse dage.

De fire store selskaber yder ekstraordinært store tilskud på mobiltelefonerne, og det er ikke forbeholdt de gamle travere, der stort set kun kan bruges til at ringe fra.

TDC Mobil tilbyder for eksempel Nokias nye 3650-model, der kan optage og afspille video, for 2.000 kroner. Normalt skal der betales langt over 3.000 kroner for den.

Sonofon sælger Sony Ericsson T68i for 1.300 kroner, hvilket er næsten tusind kroner under normalprisen.

Orange pumper Siemens M50-telefoner af sted med GPRS-data og Java for én krone.

Telias trumfkort er en Nokia 3510i med GPRS og Java for 700 kroner.

Eneste betingelse er, at man tegner et mobilabonnement hos selskaberne og binder sig i seks måneder. Priserne svinger fra butik til butik, men er her indsamlet hos Elgiganten og Merlin.

Godt mobilår

Kampagnerne kan gøre 2003 til et strålende mobilår i Danmark, da tilskuddene løfter salget med mellem 20 og 30 procent, siger teleanalytikeren John Strand, Strand Consult.

- Alle mobilselskaberne er på jagt efter nye kunder. Telia jager kunde nummer 500.000, Orange prøver at fastholde sit kundetal, men med kunder, der taler mere. TDC har tabt markedsandele og skal have rettet op på det, siger han.

Telia har helt aktuelt åbnet for sit nye abonnement, Telia Xpress, der mod en månedlig abonnementsbetaling på 120 kroner giver fri adgang til at sende SMS-beskeder.

Desuden giver abonnementet adgang til GPRS-data, og derfor vil det svenske teleselskab satse på Nokias 3510i-mobiltelefoner, der er forholdsvis billige og rummer både farveskærm, multimediebeskeder (MMS), polyfoniske ringetoner, GPRS og Java.

- Vi skal ud og have fat i storforbrugerne, og så kan det godt betale sig at give et tilskud til mobiltelefonen. Vi er en udfordrer på det danske mobilmarked, og derfor skal vi både være billigere og bedre end konkurrenterne, siger direktør Jesper Brøckner, Telia Mobile.

Kampagnerne er angiveligt tidsbegrænsede.

- Der sker ikke det store i markedet i øjeblikket, og så rykker selskaberne ud med nogle gode tilbud. Vi får en masse nye kunder, der gerne vil skifte deres gamle telefoner ud og have adgang til mere avancerede tjenester, siger koncerndirektør Morten Christiansen, Orange.

Når målet er nået, ender priserne på deres sædvanlige niveau, forventer han.

Kunderne skal mere end ringe

I detailhandelen glæder man sig over, at teleselskaberne sætter skub i mobilsalget.

- Operatørerne ønsker, at kunderne bruger telefonen til andet samtaler og SMS. Nu er de nye tjenester som MMS, PDA-funktioner, farveskærm og fotomuligheder er klar, siger Lars Petter Larssen, salgschef på teleområdet i detailkæden Elgiganten.

Men kan det virkelig betale sig at kaste så mange penge i tilskud efter de avancerede mobiltelefoner?

Teleanalytikeren John Strand tager forbehold. Hvis hvem som helst kan få 700 kroner i tilskud til en ny mobiltelefon, så er det en dårlig forretning for mobilselskabet.

- Tilskud fejler ikke noget. Men man skal vide, hvem man yder tilskud til. Grønthandleren på hjørnet skal ikke have tilskud til en telefon, hvis han ikke ringer særlig meget. Forretningsmanden, der ringer for 10.000 kroner om måneden, kan man sagtens give 1.500 kroner i tilskud til en ny mobiltelefon, siger John Strand.

Glemmer at segmentere

Han kritiserer de danske teleselskaber for kun at opdele markedet i to: Privat eller erhverv. I udlandet er man kommet meget længere med at opdele markedet i segmenter, der modtager forskellige tilbud.

Det understøtter mobilproducenterne også med ekstra fokus på at udvikle modeller henvendt til forskellige købegrupper: De unge, fritidsfolket, cafe-folket, erhvervslivet og flere andre.

Det kan også betale sig at kigge på, hvordan forbrugerne benytter deres nye mobiltelefoner.

Hos verdens største mobilselskab, Vodafone, der har udrullet sit Live-multimediekoncept til mobiltelefoner i en stribe europæiske lande, er det langt fra tilfældigt, hvilke mobiltelefoner der ydes tilskud til.

Vodafone yder tilskud til tre telefoner fra Sharp, Panasonic og Nokia. Sharp-telefonen fører til et betydeligt større forbrug end Panasonic-telefonen, som igen kaster større omsætning af sig end Nokia-telefonen.

- Så er det ikke svært at regne ud, hvorfor det er Sharp-telefonen, Vodafone profilerer mest og yder størst tilskud til, siger John Strand.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


CIO Trends 2024

På denne dag vil nogle af de nominerede til prisen som Årets CIO som keynotes, hvor de deler deres erfaringer og gode råd. Vi dykker desuden ned i de dynamiske ændringer, der præger it-leder rollen, hvor ledelse og strategi spiller en stadig større rolle i de komplekse it-organisationer.

24. september 2024 | Læs mere