Onlinebutikken Wupti er blevet kritiseret for at bryde forbrugerloven, når forretningen afviser at veksle kunders grønne bonuscheck til kontanter.
Senest har en vred kunde indklaget Wupti for Forbrugerombudsmanden, fordi butikken på sin hjemmeside afviser at veksle hans rabatchecks til kontanter.
Men selv om kunden bakkes op af flere forbrugerjurister, er anklagen faldet Wupti-boss Torben Mouritsen for brystet. Han mener ikke at Wupti bryder loven.
»I forhold til fortrydelsesretten opfylder vi loven 100 procent. Når kunden har fortrudt sit køb, stiller vi kunden ligesom før købet. Hvis eksempelvis man fortryder, at man har købt et køleskab til 4000 kroner, og de tre hundrede kroner kommer fra et greencard får kunden 3700 kroner tilbage i kontanter, og får godskrevet de 300 på sit greencard, som så kan bruges igen til at købe energirigtige produkter. Det er hele formålet med ordningen,« siger Torben Mouritsen til CRN.dk.