De danske virksomheder svigter IT-Brancheforeningens danske fællesstand på Cebit.
Kun halvt så mange udstillere som normalt har købt en standplads, og IT-Brancheforeningen risikerer at skulle ty til egne lommer for at betale for placeringen af den store danske stand.
Messen, der med 700.000 gæster stadig er verdens største af sin slags, løber af stablen om en måned.
Selvom det ikke lykkes IT-Brancheforeningen at sælge flere kvadratmeter standplads end nu, er det besluttet ikke at aflyse årets danske deltagelse.
- Der skulle ikke være meget færre deltagere, før vi havde besluttet at aflyse. Men vi tager af sted med de ti, siger Annette Larsen, der er konsulent hos IT-Brancheforeningen.
- Men det stikker da lidt i hjertet, at der er så ringe en tilslutning, når man er vant til over 20 virksomheder, siger hun.
Hver af de deltagende virksomheder betaler 35.000 kroner for en standplads, og dermed mister IT-Brancheforeningen 350.000 kroner i indtægt, hvis der ikke kommer flere virksomheder til.
Hun håber dog på at skaffe en eller to yderligere deltagere.
- Så må vi se, om de er til at forhandle med, siger hun om arrangørerne bag Cebit, Deutsche Messe AG.
For at tilpasse standen til kun halvt så mange udstillere, skal den bygges om. Derved får de ti deltagere dobbelt så meget plads, som de ellers ville have fået.
Det er tredje år, IT-Brancheforeningen står dag initiativet med den danske fællesstand på Cebit.