På blot et år er det lykkedes Skovlunde-forhandleren 2waysit at fordoble både resultat og medarbejderstaben.
I seneste regnskabsår er resultatet vokset til 271.000 kroner fra 123.000 i regnskabsåret 2006. I samme periode er antallet af medarbejdere vokset fra syv til 14. Stifteren og medejer Robert Buch forklarer, at han leder firmaet efter en fynsk mentalitet.
»Jeg er fynbo med et stort F og passer godt på pengene. Vi har formået at holde fast i vores strategi, som går på, at vi selv skal finansiere vores vækst. Vi vil ikke pynte os med lånte fjer,« siger Robert Buch.
Som et eksempel nævner han, at selskabet altid har sat en ære i at eje sine egne møbler og øvrige inventar. Og årets resultat, som er virksomhedens hidtil bedste, skal ifølge Robert Buch ligeledes investeres i selskabets vækst.
»Mine forventninger til fremtiden er rigtig positive. Vi har lavet et ambitiøst budget, som vi har fulgt til punkt og prikke. For os handler det ikke kun om at levere ydelser til lavpris. Vi går i lige så høj grad op i at levere en ensartet service, fleksibilitet og kompetence, uanset opgavens art. En kunde, der bestiller en ramklods, skal have samme service, som den der bestiller den største server,« siger Robert Buch.
På sigt ser han ligeledes optimistisk på fremtiden. Her forudsiger Robert Buch, at ramme en omsætning i størrelsesordenen 125-130 millioner kroner. Det er især lykkedes selskabet at blive mere uafhængig på kundesiden.
»I dag er det lykkes at opnå en fifty-fifty-fordeling på både det private og offentlige segment,« siger Robert Buch, og henviser til at det offentlige for blot få år siden udgjorde to-tredjedele af ordrerne.
2waysit er især vokset markant på konsulent og teleforretningen, som i dag udgør 25 procent af forretningen mod tidligere 10 procent. Hardwareforretningen betegner Robert Buch i øvrigt som en stødt stigende forretning.