To chefer hos den dedikerede Xerox-forhandler i Østjylland, Partner Aarhus, er blevet meldt til politiet for bedrageri, skriver Dagbladet Børsen.
Det er den ene af de to kuratorer i konkursboet efter Partner Aarhus, der har bedt politiet undersøge, om de to chefer har stået bag dobbeltbelåninger af leasing-kontrakter for 25 millioner kroner.
Det Jyske Bank-ejede leasingselskab Jysk Finans har bedt kurator Tom Jensen melde ejeren af Partner Aarhus samt bogholderen til politiet.
Jysk Finans er sammen med det GE Capital-ejede leasingselskab Resonia Leasing de to største kreditorer i konkursboet, hvor den samlede gæld ifølge Børsen er mellem 50 og 60 millioner kroner.
Xerox Danmark, der indgav konkursbegæring mod sin dedikerede forhandler Partner Aarhus, har omkring 10 millioner kroner til gode i boet.
Det ligger fast, at Partner Aarhus har foretaget dobbeltbelåning for omkring 25 millioner kroner, og nu skal politiet undersøge, hvad der er blevet af den kapital, dobbeltfinansieringen har medført.
I skifteretten blev det oplyst, at varelageret i regnskabet var opført til 13 millioner kroner, men det lykkedes kun kuratorerne at få en million kroner for varelageret.
Partner Aarhus fordoblede ifølge Børsen sidste år sit underskud til 20 millioner kroner.