Den danske Hands-forretning lider.
I tredje kvartal 2002 fik Hands Danmark, der er den største af Hands' skandinaviske selskaber, et underskud på driften på over 14 millioner kroner.
En massiv opbremsning af forretningen har været nødvendig.
- Vi har haft et meget dårligt kvartal. Markedet er kollapset, og efterspørgslen er faldet meget voldsomt - meget hurtigt, siger administrerende direktør i Hands Danmark, Ole Wamsler.
For at bremse op for den faldende efterspørgsel på Navision-produkter, der udgør omkring 85 procent af Hands' omsætning, er den danske organisation blevet trimmet med sammenlagt 70 personer.
Hands Danmark beskæftiger nu 263 fuldtidsansatte.
- At slanke en organisation med 20 procent belaster selvfølgelig regnskabet. Vi mener, at vi har reageret hurtigt og nu har en størrelse, der gør, at vi kan vise overskud i første kvartal i år, oplyser Wamsler.
30 millioner fra Norge
For at hjælpe til har bestyrelsen i Hands Danmark med den norske koncernchef Einar Broch i formandsstolen helt ekstraordinært valgt at støtte den danske forretning med en kapitaltilførsel på 30 millioner kroner.
- Der er helt klar tale om et engangsbeløb, men det viser, at ledelsen har tillid til, at vores forretning nok skal finde et passende leje og generere overskud igen, siger Ole Wamsler.
De 30 millioner kroner er blevet tilført ved, at det norske moderselskab har slået en streg over en gældspost og konverteret den til aktier.
Desuden er det besluttet, at Hands Danmark fremover ikke skal afholde samtlige af koncernens udgifter til etableringen af en international strategi, som hidtil har kostet Hands Danmark omkring tre millioner kroner årligt. De tages fremover af koncernens kasse.
Ingen vækst fremover
Hands gik ind i 2002 med en optimisme, som Wamsler begrunder i de opkøb, selskabet foretog i 2001.
- Hvis man lægger de økonomiske resultater fra de cirka 15 juridiske selskaber under Hands sammen, viser det er overskud før skat på cirka otte millioner kroner i 2001, oplyser Wamsler.
Uden opkøbene fik Hands Danmark et underskud på cirka 14 millioner kroner ud af en omsætning på 247 millioner kroner i den 18-måneders periode, der sluttede med udgangen af 2001.
- Da vi gik ind i 2002, troede vi, vi kunne gå på vandet. Første og andet kvartal gik rigtig godt, men så ramte virkeligheden os, oplyser Ole Wamsler.
Han forklarer, at Hands i de nye budgetter har valgt en strategi, der hedder flad vækst. Det betyder, at omsætning ikke skal vokse fra den nuværende kvarte milliard kroner årligt.