Intels største konkurrent på chipmarkedet, AMD, fik et underskud på seks milliarder kroner i fjerde kvartal af 2002.
Resultatet skyldes til dels en række engangsomkostninger til blandt andet en fyringsrunde og lukningen af en fabrik, der sammenlagt kostede AMD 4,3 milliarder kroner.
Men selv uden omkostninger til fyringer er AMD's underskud ifølge Reuters være 50 procent større, end analytikere forventede.
- 2002 var et forfærdeligt år, men vi mener, at vi har lagt det værste bag os, sagde AMD's administrerende direktør, Hector Ruiz, da han fremlagde regnskabet.
Samlet set gik AMD's salg tilbage med over en fjerdel i forhold til samme kvartal året før.
I december forventede AMD, at omsætningen for fjerde kvartal ville lande på 4,9 milliarder kroner, men det reelle salg blev 100 millioner kroner mindre.
Ligesom sin konkurrent, Intel, der i onsdagens regnskab viste en fordobling af overskuddet til syv milliarder kroner, annoncerer AMD, at selskabets investeringer i 2003 bliver skåret til benet.
Sammenlagt forventer AMD at købe for 350 millioner kroner mindre udstyr i indeværende år, hvilket vil ramme chipindustriens underleverandører.