Sun Microsystems har fået det største underskud nogensinde.
Sammenlagt blev underskuddet i andet kvartal 2002 på 16 milliarder kroner, hvilket for en stor dels vedkommende skyldes, at to virksomheder, som Sun købte i 2000, ikke er så meget værd som tidligere vurderet.
Sun har valgt at afskrive goodwill for 14 milliarder kroner for købet af Cobalt Networks og Highground Systems, skriver Financial Times.
Hvis man ser bort fra goodwill-afskrivningen og omkostninger på 2,5 milliarder kroner til en fyringsrunde, ville Sun have haft et overskud på 70 millioner kroner, hvilket er en smule højere end forventningerne på Wall Street.
Suns omsætning faldt dog med seks procent i forhold til samme periode året før og landede dermed på 20,3 milliarder kroner.
Det er syvende kvartal i træk, at Suns omsætning er faldet. Specielt priskrigen med IBM og HP har ramt Sun hårdt, men selskabet har fortsat en kontantbeholdning på 35 milliarder kroner og en egenkapital på 49 milliarder kroner.
Suns økonomichef, Steve McGowan, oplyser til Financial Times, at selskabet fremover vil undlade at melde ud, hvad det forventer at sælge for.
Ifølge McGowan er markedet for svært at gennemskue, og derfor tør Sun ikke længere spå om kundernes investeringslyst.