Ifølge analysehuset Gartner er over en milliard computere i brug. Men det tal vil i 2014 blive fordoblet. Især de nye markeder i udviklingslandende kan inden 2013 regne med en fordobling af antallet af pc'er.
Det er kombinationen af hurtig økonomisk udvikling, eksplosiv udbredelse af bredbånd, samt faldende gennemsnitspriser på computere, som ifølge Gartner-analytiker George Shiffer vil bidrage til en øget vækst af tændte computere.
Ifølge Gartners tal vil 180 millioner computere alene i år blive udskiftet med nyere modeller. Samtidig vil kun en femtedel af de brugte og aktive pc'er (omkring 35 millioner pc'er) ende på lossepladsen.
Netop afhændelsen af brugte computere vil ifølge Gartner skabe store udfordringer for pc-producenter, regeringer og miljøbevægelser. Et problem, som ifølge ledende analytiker Meike Escherich, vil sætte udviklingslandende under større miljøpres, ikke mindst når antallet af skrottede pc'er begynder at hobe sig op.