En ung mand fra Stockholm fik sig noget af en overraskelse, efter at have travet det meste af byen rundt i jagten på den nye mobiltelefon fra Panasonic, GD87.
Hos en Vodafone-forhandler i den svenske hovedstad fandt Tomas Alström endelig en af de nye telefoner, der indeholder et lille digitalkamera.
Proppet med nøgenfotos
Glæden var dog kort, for da Tomas Alström ville til at tage sit første billede med det nye kamera, fandt han ud af, at hukommelseskortet var proppet med intimfotos af den tidligere ejers kønsorgan.
Den tidligere ejer var en mand, men han havde besluttet sig for ikke at beholde telefonen og havde derfor afleveret den tilbage til forhandleren.
Hos forhandleren havde man glemt at slette såvel fotos som telefonbogen, inden den blev solgt videre.
I dag har Tomas Alström fået en ny og tom udgave af sin yndlingstelefon, så han endelig kan tage sine egne fotos med mobilen, skriver Nettavisen i Norge.