Børn risikerer ifølge Jyllands-Posten at blive mentalt og socialt invalideret af at spille computerspil.
Ifølge psykolog Hans Henrik Knoop ved Danmarks Pædagogiske Universitet kan børn blive ramt af ensomhed og depression, når forbruget af pc-spil bliver for stort.
- Allerede i dag er der eksempler på børn, som via computerspil er blevet afhængige af et meget højt oplevelsesgear, og som har svært ved at indgå i almindelige sociale relationer, forklarer Hans Henrik Knopp til Jyllands-Posten 29. december.
Han forudser at problemerne bliver større i takt med, at computerspillene bliver mere virkelighedstro.
- Vi mennesker er kun disponeret til at kapere en begrænset mængde oplevelser igennem livet på grund af det, vi kalder "tilvænning". Jo hårdere vi lægger ud, des mere vil vi efterfølgende få brug for, oplyser han til avisen.