ERP-konsulenten, Norriq Danmarks, første regnskab er langt fra den succes, som ledelsen har ønsket.
Selv om Norriq Danmark, det gamle Munk IT, leverer sorte tal på bundlinjen, erkender Norriqs administrerende direktør Bjarne Søballe at resultatet kunne have været bedre.
Med et resultat på knap 400.000 kroner før skat, mod forrige års 3,1 millioner kroner, er Norriq-direktøren langt fra tilfreds. Og selvom selskabets EBITDA er landet på 7,5 millioner kroner, syntes selskabets direktør ikke, at tallene imponerer udadtil.
»Når EBITDA ender på 7,5 millioner ud af en omsætning på 155 millioner kroner, så vil jeg ikke lægge skjul på, at det udadtil ikke ser imponerende ud. Alligevel er jeg tilfreds med resultatet, fordi vi virkelig har knoklet med fusionen,« siger Bjarne Søballe, administrerende direktør i Norriq Danmark.
Han påpeger, at fusionen af opkøbte Munk IT, Conzern og Senseit har lagt en dæmper på det samlede resultat på grund af blandt andet flytteomkostninger og andre udgifter, der følger i kølvandet på en fusion. Desuden indrømmer han, at fusionsperioden har skabt den del forvirring omkring selskabets aktuelle regnskab. Et regnskab som han ønsker skrinlagt, jo hurtigere desto bedre.
»Som regnskabet ser ud nu, så mener jeg ikke, at man kan bruge det til ret meget. Regnskabet er i virkeligheden både et billede på hvordan virksomheden har set ud dengang før og efter fusionen. Hvis Norriq, altså det gamle Munk IT, havde kørt videre uden at blive solgt, så er jeg overbevist om, at vi kunne have leveret et bedre resultat end det aktuelle,« siger Bjarne Søballe.
Men i dag er Norriq-direktøren overbevist om, at uroen efter fusionen har lagt sig. Derfor ser han lyst på et fremtidigt resultat.
»Vi regner med at fordoble vores EBITDA til 15 millioner og runde 200 millioner i omsætning. Og hvis vi skal kigge tilbage på årets første fire måneder, hvor vi har holdt vores budgetter, er jeg egentlig godt tilfreds,« siger Bjarne Søballe.
Norriq Danmark er et af Danmarks største Microsoft Dynamics-leverandører og tæller både store detailkæder som mindre enkeltmandsvirkomheder i sin kundedatabase. Virksomheden beskæftiger omkring 180 medarbejdere.