Politiforbundet vil forsøge at lukke en hjemmeside, som kalder to navngivne politibetjente for "Drabsmand 1" og "Drabsmand 2".
»Vi vil forfølge hjemmesiden og selvfølgelig forsøge at få den lukket ned. Det kan vi jo ikke acceptere,« siger advokaten for Politiforbundet, John Kahlke, til CRNs søsterblad ComON.
Hjemmesiden www.tilst-sagen.net er lavet af Stig Wølch Jørgensen, der er far til én af de to dræbte i Tilst-sagen. To biltyve blev i december 2001 skudt og dræbt af to betjente.
Hjemmesiden Tilst-sagen.dk er lige blevet lukket ved hjælp af et fogedforbud, fordi Politiforbundet ikke ville tolere Stig Wølch Jørgensens anklager. Nu har hjemmeside-ejeren lagt hele indholdet af hjemmesiden over på en .net-adresse, så man kan læse hele indholdet på www.tilst-sagen.net.
»Vi kan ikke leve med, at indholdet bare bliver flyttet rundt på forskellige hjemmesider. Derfor vil vi forfølge sagen indtil, der ikke er flere endelser at gå efter,« siger advokaten for Politiforbundet, John Kahlke.
Stig Wølch Jørgensen forsøger hele tiden at få hans oplysninger om Tilst-sagen frem på nettet, fordi han vil stævnes for injurier af politiet.
»Jeg har skrevet alt det her på min hjemmeside for at få politiet til at stævne mig for injurier, men det vil de ikke. De vil godt lukke min hjemmeside, men de vil ikke stævne mig. Det giver ingen mening,« siger Stig Wølch Jørgensen.
Politiklagenævnet indstillede for nylig, at man skulle stævne Stig Wølch Jørgensen for ærekrænkende injurier og bagvaskelse af de to betjente. Politiforbundet har dog afvist at gøre dette.
Stig Wølch kan ikke se logikken i, at man med fogedrettens hjælp får lukket hans hjemmeside, fordi den angiveligt er ulovligt krænkende, men ikke vil tage det næste logiske skridt at stævne manden bag påstandene. Forklaringen er ifølge Stig Wølch Jørgensen enkel.
»Hvis de stævner mig for injurier, så skal jeg nemlig i retten og bevise, at jeg ikke lyver. Politiet vil ikke have, at jeg i en injuriesag skal fremlægge, hvordan de tekniske beviser og afhøringerne overhovedet ikke hænger sammen med betjentenes forklaringer. Det er en sag, hvor flere betjente er involveret. Nede på politigården i Århus har man lavet en rævekage for, at betjentene skulle slippe for at blive straffet,« siger Stig Wølch Jørgensen.
Stig Wølch Jørgensen er ikke bange for, at Politiforbundet skulle få held til at lukke den nye .net-side.
»Der er masser af muligheder. Jeg kan bare købe flere hjemmesider. Jeg kan få mine venner til at hjælpe mig. Jeg bliver ved, indtil de stævner mig for injurier, så jeg kan føre bevis for mine påstande,« siger hjemmeside-ejeren.