Actebis svenske landechef, Raoul Lindberg presser på efter etableringen af distributørens afdeling i Stockholm i starten af maj og åbningen af et kontor i Malmö i denne måned. Han fortæller til svenske itnyhedssite it24, at han er nu er i færd med at ansætte medarbejdere til de to kontorer, der skal gøre Actebis til en af de største distributører i Sverige.
»Vi skal være en af de største distributører, og indenfor en overskuelig fremtid er vi i top tre. Jeg leder efter folk i branchen. Jeg søger produktchefer, produktspecialister og sælgere. Vi har lagt annoncer ud og forventer at besætte 25 stillinger,« siger Raoul Lindberg til it24.
Siden 1994 har Actebis haft en vækst i omsætningen på det nordiske marked fra 19 millioner til hele 4,2 milliarder kroner i 2007, og med indtoget i Sverige kan Actebis øge sin omsætning yderligere.
Ifølge Raoul Lindberg er der efter Tech Datas køb af distributøren Scribona og lukningen af distributøren GNTs afdeling i landet blevet plads for Actebis og det har fået distributøren til at flytte til Sverige.
»Kunderne kommer til os, fordi de ikke får nogen opmærksomhed andre steder. Vi er lidt mere proaktive end de er, og vi har allerede taget mange forretninger fra vores konkurrenter og de kan mærke, at vi er her,« siger Raoul Lindberg.