IT Factory kan indbringe sin ejerkreds, der består af Finn Nørbygaard og Asger Jensby, op mod otte milliarder kroner, hvis makkerparret ellers kan blive enige om et salg.
Selskabet har ifølge dagbladet Børsens oplysninger oplevet markant fremgang i både omsætning og resultat i et endnu ikke offentliggjort regnskab. Regnskabet viser at IT Factory kan notere sig et resultat før skat på 161 millioner kroner mod 61,3 millioner året før.
Finanskilder vurderer, at selskabets aktuelle regnskab isoleret set opgraderer selskabets værdi til fem milliarder kroner i øjeblikket. Selskabet forventer ligeledes fortsat vækst i omsætningen og forventer et resultat før skat på 350 millioner kroner i indeværende år. På baggrund af IT Factorys høje vækstforventninger for 2008, kan selskabets ejere ifølge Børsens oplysninger sende selskabets værdi op på otte milliarder kroner.