Over de kommende år vil kunder og samarbejdspartnere opleve, at Microsofts ledelse og medarbejdere er "i færd med at skabe et helt nyt Microsoft".
Det skriver softwarevirksomhedens administrerende direktør Steve Ballmer i en offentlig email, som han sendte ud sent onsdag dansk tid.
Efter den endelige godkendelse af forliget mellem Microsoft, det amerikanske justitsministerium og ni delstater vil firmaet bruge ekstra kræfter på at leve op til sit ansvar.
- Det garanterer jeg Dem som administrerende direktør, skriver han ifølge IDG News Service.
Steve Ballmer pointerer, at selskabet har erkendt, at Microsofts beslutninger har vidtrækkende konsekvenser for hele industrien.
- Vi er rede til at påtage os det forpligtende ansvar og handle derefter. Vi anerkender, at vi må støtte samarbejde i industrien på nye og kreative måder, skriver han.
Selskabet vil i det hele taget blive bedre til at kommunikere med kunder og partnere.
- Vi agter at blive en god koncernmæssig borger på alle måder, skriver Steve Ballmer.