Det danske selskab Mindcom, som ejes af Key2Know bliver nu splittet op. Produktporteføljen er blevet solgt til det norske selskab, Symfoni Software, mens kursusdelen fortsat vil blive drevet under navnet Mindcom.
Samtidig med at Key2Know sælger Mindcoms produktportefølje til Symfoni Software, danner Key2know og Symfoni Software sammen selskabet Symfoni Software Danmark, som de to selskaber hver ejer 50 procent af.
»Det er meningen at det nye selskab skal stå for forhandlingen af den samlede produktportefølje i Danmark og stå for eksport til Sverige og måske på sigt sydover i Europa,« siger Bo Sejer Frandsen, der er direktør for både Key2Know og Symfoni Software Danmark.
Den nye konstellation bliver ifølge Symfoni Software, nordens største Lotus Notes-partner.
»Vi ser det som et led i den almindelige Notes-konsolidering der er ved at ske i Norden i øjeblikket,« siger Bo Sejer Frandsen.
Både Mindcom, Symfoni Software og Key2Know vil fortsætte med at bo i samme lokaler i Høje Taastrup.
Key2Know og Symfoni Software er omtrent af samme størrelse. Key2Know har en omsætning på 45 millioner kroner og næsten 50 ansatte, mens Symfoni Software har en omsætning på omkring 40 millioner norske kroner og 35 ansatte.