Windows Marketplace for Mobile er navnet på den indbyggede programbutik, der fremover vil være at finde i alle Windows mobiler med det kommende Windows Mobile 6.5 styresystem og konkurrere med bl.a. Apples App store, der for kort tid siden rundede en milliard downloads.
I en pressemeddelelse oplyser Microsoft, at der produceres over ti millioner enheder med Windows Mobile styresystemet årligt, og danner dermed grundlag for programbutikkens eksistens.
Eftersom Microsoft snart er færdige med udviklingen af Windows Mobile 6.5, åbner man nu op for udviklernes adgang til programbutikken. Det koster 99 dollars om året at holde en udviklerkonto på Windows Marketplace, men så er der efterfølgende også fri adgang til at tilføje egne applikationer til butikkens udvalg.
Hvis du er interesseret i at læse mere om mulighederne for at udvikle programmer til Windows Marketplace, kan du finde flere oplysninger på Microsofts site her.