Programmet Mojo Nation er open-source og kan hentes gratis på Nettet. Konceptet kendes allerede fra Gnutella og andre programmer; brugerne kan benytte netværket til at udveksle filer med hinanden. Men ambitionerne er større.
Det nystartede firma Autonomous Zone Industries, som har skabt programmet, vil lægge grundstenen til en digital fildelings-økonomi med servere, agenter og søgemaskiner.
Brugere, som uploader filer og deler dem med andre brugere, skal belønnes med en digital valuta kaldet "Mojo". På samme måde skal brugere, som henter filer, betale med Mojo-penge. Den unikke funktion skal skabe balance i systemet og sikre, at alle bidrager både ved at hente og sende filer.
For at tjene Mojo-penge kan man sælge ekstra båndbredde eller plads på harddisken, som kommer til at fungere som server for filer fra andre brugere. Det betyder igen, at man kan dele filer uden at være koblet på Nettet konstant, fordi filerne placeres på andre servere.
Mojo Nation benytter ikke et centralt register over brugere, og systemets skabere hævder derfor, at det bliver meget svært for musikbranchen og andre kritikere at lukke systemet.
Programmet gør det samtidig meget vanskeligt eller umuligt at finde frem til, hvilken bruger der har uploadet en bestemt fil.
Softwarefirmaet rækker dog hånden ud til Hollywood med et system baseret på frivillig betaling for downloads, kaldet PayLars (opkaldt efter den danske Metallica-trommeslager og ihærdige Napster-modstander Lars Ulrich).
Mojo Nation befinder sig stadig i betafasen, men versioner til Linux og Windows kan allerede nu downloades.
(Kilde: Wired)